De 14 ma’sûms liv
|
|
De 14 ma’sûms liv |
|
”Oh I troende! Frygt Gud og vær med dem som er sandfærdige (i ord og handling)”.
9:119
Tro fører til ydmyghed, undgåelse af forfængelighed i ord og handling, velgørenhed, mådehold, trofast overholdelse af aftaler og pagter samt from tilnærmelse til Gud, hvilket er de sikreste skridt til lyksalighed. Mennesket har beviser på Guds forsyn inde i sig selv. Den samme historie fortælles, hvis man kigger på naturen rundt omkring sig. Den lange række af Lærere, som Gud har sendt, viser Guds specielle omsorg for menneskeheden. Hvad gør det om de blev afvist og foragtet, bagtalt og forfulgt. Sandheden kæmpede sig igennem og vil altid gøre det.
Sallallahu aleihi wa Aalehi wa sallam.
Titel: al-Mustafa
Kunya: Abul Qâsim
Født i Mekka fredag den. 17. Rabi’-ul-awwal.
Faders navn: Abdullah ibn Abdul Muttalib
Moders navn: Amîna bint Wahab
Døde i en alder af 63 år, mandag den 28. Safar år 11 A.H.
Begravet i sin bolig ved siden af moskeen i Medina.
Lige efter det syvende århundrede ifølge den kristne tidsregning, kunne en ung mand i sin bedste alder ses vandre omkring i Mekkas gader, dybt optager af sine egne tanker, dog med et venligt smil og han glemte aldrig at besvare selv den laveste persons hilsen, eller at stoppe op og tale nogle få venlige ord til børnene, som flokkedes omkring ham, hvor end han gik.
Den unge mand med dybe tankefulde øjne og en blid og venlig natur, smertelig sensitiv angående menneskenes lidelse, bragte med sig en brise af ædelhed og elskværdighed, som inspirerede til kærlighed og respekt iblandt hans slægtninge. Selv på denne tid var han kendt som Âmin’ (den sandfærdige og tiltroede). I de senere år blev han kendt som Muhammad, Islams profet, Guds sidste sendebud.
Ordet ’Ma’sûm’ i forbindelse med islams teologiske betegnelse betyder ’ufejlbarlig’, eller ’syndfri’. Muhammad Mustafa, Allahs sendebud, hans datter Fâtima Zahra´ og de tolv imamer i hendes slægtslinie var alle ma’sûmîn. Det skulle de være, fordi de var udvalgte af Allah til at lede menneskeheden ”ud af vildfarelsens og uvidenhedens mørke” ind i ”den sande tro og videns lys”. Allah beskyttede dem ikke kun mod synden at være ulydig mod Ham, men også fra menneskelige fejl, som for eksempel uvidenhed, dumhed og glemsomhed. De skulle være perfekte i alle henseender, så de kunne være eksempler for resten af menneskeheden, og det var de alle.
Udover disse 14 personligheder, var alle profeter og sendebude Allah sendte igennem tiderne også ma’sûmin. Hvis en eneste af dem havde været ufuldkommen, enten fysisk, mentalt eller moralsk, ville de folk de var sendt til, ikke lytte til dem eller adlyde dem. Derfor var de alle perfekte og ufejlbarlige. I den islamiske tradition anslås det totale antal profeter og sendebude fra Allah, der kom til denne verden, til at være 124,000, af dette tal er kun 25 nævnt ved navn i Qurân Majid. Må Allah velsigne dem alle.
Efter en tid talte Stemmen fra Himlen igen, ”Oh du, som er indhyldet i din kåbe, rejs dig og advar, og lovpris din Herre”. Dette var et signal til ham om, at begynde at fortælle om Guds Enhed. I begyndelsen inviterede Muhammad kun dem, der var nær ham til at acceptere den nye tro. Den første kvinde der antog islam, var hans kone Khadijah, og den første mand var hans fætter 'Ali.
Da Quraish så at den nye religion var en trussel mod deres interesser, torturerede de Muhammad og alle den nye tros konvertitter, men muslimerne holdt fast ved deres overbevisning, på trods af ulidelig fjendskab og lidelser.
I det 12. År af sit profetskab fik profeten besøg af en delegation fra Yatrib (senere kendt som Medina), der var konverteret til islam, og da de hørte om Mekkas folks fjendskab mod profeten og hans tilhængere, inviterede de ham til at komme til deres by. Den hellige profet accepterede invitationen og befalede sine tilhængere at tage til Yatrib. Han selv blev tilbage, imens han ventede på en åbenbaring om, hvad han skulle gøre.
I det 13. År af sit profetskab indtraf den mest betydningsfulde Hidjra nat, også kendt som ’Udvandringsnatten’, hvorfra den muslimske tidsberegning begynder. Profeten blev rådet af Gud, via ærkeenglen Gabriel, til sent om natten i ly af mørket at udvandre til Yatrib.
Før han tog afsted, havde hans fjender plan lagt at dræbe ham, mens han sov i sin seng. Gennem ærkeenglen Gabriel gjorde Gud profeten opmærksom på hans fjenders onde intentioner. For at han kunne undslippe og få sine fjender til at tro, at han var i sin seng, bad han Hazrat 'Ali om at ligge på sin plads, så fjenderne ville tro, at han sov. Han bad endda Hazrat 'Ali om at indhylde sig i hans kappe for at snyde fjenderne.
Senere på natten, da snigmorderne fjernede kappen fra den, der sov i sengen, blev de forbavsede over at se at det var Hazrat 'Ali og ikke den hellige profet.
Tre dage senere, da Hazrat 'Ali havde opfyldt alle de forpligtelser, han var blevet pålagt, sluttede han sig sammen med den hellige profet i Quba (en by i nærheden af Medina), ledsaget af Janab-i-Fâtima og andre medlemmer af den hellige profets familie.
Ved Quba lagde den hellige profet grundstene til en moske, som stadig kendes som Masjid-i-Quba. Dette var den første moske, der blev bygget. To dage senere nåede de alle Yatrib (Madina).
En meget entusiastisk og hjertelig velkomst ventede den hellige profets nådige ankomst til Yatribs jord. Da man kunne se ham, stimlede en forsamling af unge og gamle sammen ved vejen og stod langs ruten og råbte Allahu Akbar (Gud er størst).
Fra den dag profeten satte sin hellige fod på Yatribs jord, kaldte indbyggerne deres by ’Medinat-un-Nabi’ som et minde for denne historiske dag.
Den første ting profeten gjorde efter han kom til Medina var at købe et stykke jord og herpå grundlægge en moske.
Da den hellige profet ankom til Yatrib og mødte de tilhængere, som var kommet fra Mekka på hans opfordring, udpegede han med det samme til enhver af disse tilhængere en person fra Yatribs folk, som accepterede hans profetskab, til at være hinandens brødre. Denne udnævnelse af brødre var en stor hjælp, fordi flygtningene (kendt som Muhajirîn) hurtigt kunne beskæftiges med noget anvendeligt. Hazrat 'Ali som var tilstede der, blev ikke udpeget til bror for nogen. Da han blev spurgt om, hvorfor han ikke havde udnævnt en bror til Hazrat 'Ali, svarede den hellige profet: ”Han (Hazrat 'Ali) skal være min bror”.
Nyheden om Islams succes og hæder, ophidsede generelt Quraish stammens afgudsdyrkeres jalousi men især også Umayyaderne. De slog sig sammen med jøderne og de kristne for at udrydde muslimerne. Der herskede udbredt forræderi rundt omkring, og profeten, som aldrig havde brugt et våben, var nu nødsaget til at forsvare Islam med hærstyrker. Slaget ved Badr blev begyndelsen på omkring 80 kampe der blev kæmpet, hvori det nydannede samfund forsvarede sig selv med succes. Ingen af disse kampe var angreb. De var alle forsvar for Islam.
Syv år senere gik profeten ind i Mekka, som sejrherre. Han, som engang var en flygtning i denne by, forfulgt af sine slægtninge, gik ind i byen for at vise islams storslåethed med nådige handlinger og gavmildhed.
Amir 'Ali skriver: ”I sine ti år i Medina var Muhammad leder over den islamiske stat, og det arabiske folks karakter havde gennemgået en stor forandring. Ved at udnævne udsendinge til de forskellige stammer og byer, med magt til at afgøre interne såvel som stamme- stridigheder, blev det gamle system med private hævntogter afsluttet og der blev sat skub i håndværk og handel. Livsstilen og tøjstilen gennemgik en stor forandring, især blandt kvinderne. Hedenskabens dumdristige frihed blev forbudt, og manerer blev sømmelige, næsten spartanske. Spil og alkohol blev forbudt. Før dette havde der næsten ikke været noget privatliv i husene, men fra denne tid blev det almindeligt at have specielle lejligheder til kvinder.”
I løbet af få år oprettede Muhammad orden og inspirerede sit folk til troen på én Gud. Han forbød afgudsdyrkelse og fik folk til ikke kun at tænke på denne verden, men også på det hinsides. Han bad dem udføre velgørenhed, godhed, retfærdighed og universel kærlighed. Hele missionen blev opnået i hans levetid.
Den hellige profet var hele tiden optaget med at se efter den nye islamiske stat og tænkte ikke over sit eget personlige velfærd. Nogle troende anmodede ham om at tillade dem at købe jord og bygge huse til ham. Svaret som blev åbenbaret af Gud, var:
”Sig: jeg beder jer ikke om nogen belønning, blot I elsker mine nærmeste slægtninge”. (42:23)
Derpå spurgte de troende profeten, hvem det var pålagt dem at elske. Den hellige profet svarede: ”Elsk 'Ali, Fâtima, Hasan og Husain.”
Så snart han var færdig med sin sidste Hajj, gik profeten mod Medina. På sin vej, ved Ghadîr Khum, besøgte englen Gabriel ham med et budskab fra Gud og sagde:
”Oh Apostel! Bring videre hvad der er blevet nedsendt til dig fra din Herre, og gør du det ikke, har du ikke viderebragt Hans udsendte budskab, men Allah vil beskytte dig for menneskene, sandelig, Allah retleder ikke de, der afviser troen.” (5:67)
Den hellige profet beordrede med det samme Hazrat Bilâl til at recitere adhân, for at kalde de muslimer tilbage, som var gået forud eller dem, der var sakket bagud og som var på vej mod deres hjem til at forsamles. Den hellige profet tog Hazrat 'Ali ved hånden og sagde:
”'Ali er for mig, hvad Aron var for Moses. Må den almægtige Gud være hans venners ven og hans fjenders fjende. Hjælp dem som hjælper ham og frustrer håbene for dem, som forråder ham.”
Alle de troende lykønskede 'Ali.
Endnu engang bekendtgjorde stemmen fra himlen: ”I dag har Jeg fuldkommengjort jeres religion og jeg har fuldendt over for jer min velgerning, og Jeg har behag i, at I har Islam som religion”. (5:3)
WAFAT:
Efter den hellige profets tilbagevenden til Medina, svækkedes hans styrke hurtigt og den gift han blev indgivet ved Khaibar af en kvinde fra en fjendtlig jødisk stamme mange år i forvejen, krævede sit offer. Således endte et liv, som var dedikeret til Guds og menneskehedens tjeneste fra start til slut. Profeten, der var sendt som en barmhjertighed til alle mennesker, (Rahmatul-lil-alamîn) døde den 28. Safar 11 år efter Hidjra.
Den ydmyge prædikant blev til Arabiens hersker. Islams profet inspirerede ikke kun til ærefrygt, men også til kærlighed, renhed, enkelhed, spidsfindighed og overholdelse af pligter på grund af sin ydmyghed. Han inspirerede alle, som kom i kontakt med ham. Han uddelte af sin sparsomme mad til alle. Han begyndte sine måltider i Guds navn og endte dem med at sige tak. Han elskede de fattige og respekterede dem. Han besøgte de syge og trøstede den sorgbetyngede. Han priste lærdom og han har sagt: ”Til den studerende, som går fremad i sin søgen efter viden, vil Gud tildele en høj position i lyksalighedens palæ. Ethvert skridt han tager er velsignet og enhver lektion han modtager har sin belønning. Den, der søger viden, vil i himlen blive mødt med en velkomst fra englene.”
Desuden talte den hellige profet om kundskabens værdi: ”Opnå kundskab, fordi den, som opnår den på sin Herres vej, gør en from handling. Den, som taler om den, priser Herren. Den, som søger den, tilbeder Gud. Den, som uddeler instruktioner i den, giver almisser og den, som overfører den til sine passende elementer, gør en gudfrygtig handling. Kundskab gør sin besidder i stand til at skelne det forbudte fra det tilladte og oplyser vejen til himlen.”
Profeten lagde tryk på ’barnets pligt’ iblandt muslimer, da han sagde: ”Ær jeres mødre, da paradiset ligger under deres fødder”. Han holdt meget af børn. Han ærede sin værdifulde datter, Janab-i-Fâtima i en sådan grad, at han ville rejse sig op for at byde hende velkommen, hver gang hun besøgte ham. Han anså Imam Hasan og Imam Husain som sine egne sønner (i overensstemmelse med vers 61, Sura al-Imrân i Koranen) og hans kærlighed og hengivenhed overfor dem kendte ingen grænser. Hans fødselsdag, der er kendt som Eid milâd –un-Nabi, fejres med pomp og pragt.
Titel: az-Zahra
Kunya: Umm al-Aimma
Født: ved Mekka, den 20. Jamadi al-Akhar
Faders navn: Den hellige profet Muhammad ibn Abdullah
Moders navn: Khadija bint Khuwalid
Døde i en alder af 18 år i Medina på den 14. Jamadi al-Awwal.
Begravet på en gravplads der hedder Jannatul Baqi i Madina.
Janab-i-Fâtima, den eneste datter fra profeten og Khadija, blev født om fredagen den 20. i Jamadi al-Akhar i Mekka, otte år før Hidjra. Omstændighederne omkring hendes fødsel beskrives af Hazrat Khadija som følgende: ”Da tidspunktet nærmede sig for Fâtimas fødsel, sendte jeg bud efter en nabokone fra Quraish til at hjælpe mig. De afviste kategorisk og sagde at jeg havde forrådt dem ved at støtte Muhammad. Jeg var urolig i et stykke tid, da jeg til min store overraskelse så fire fremmede, høje kvinder med glorier omkring sig, der nærmede sig mig. Da de så jeg var bange, henvendte den ene sig til mig således; ”Oh Khadija! Jeg er Sarah, moder til Isak, og de tre andre er Maria, moder til Jesus, Âsia, datter af Mazahim og Umm Kulthûm, Moses’ søster. Gud har befalet os at stille vores viden om pleje til din rådighed”. Da dette var sagt, satte de sig alle omkring mig og ydede deres hjælp som jordemødre, indtil min datter Fâtima var født.”
Den moderlige velsignelse og omsorg varede kun fem år, hvorefter Janab-i-Khadija tog afsted til sin himmelske bolig. Herefter voksede Fâtima op hos profeten.
ÆGTESKAB:
Da Janab-i-Fâtima blev ældre, kom der nogle der ville gifte sig med hende. Den hellige profet afventede en guddommelig befaling angående dette, indtil Hazrat 'Ali kom til ham og anmodede om hendes hånd.
Den hellige profet kom til Janab-i-Fâtima og spurgte hende: ”Min datter, giver du dit samtykke til at blive gift med 'Ali, som jeg blevet befalet af Gud?”
”Janab-i-Fâtima bukkede tavst sit hoved i beskedenhed som svar på sin fars spørgsmål. Nogle øjeblikke gik, og derefter udbrød profeten: ”Allahu Akbar! Fâtimas tavshed er hendes samtykke til ægteskabet.”
Fredag den 1. i Dhi-l-Hajj i det andet år efter Hidjra (2 A.H.) fandt bryllupsceremonien sted. Alle muhajirîn og ansarer fra Madina samledes i moskeen, mens Hazrat 'Ali blev placeret i nærværelse af profeten med hele en brudgoms ceremonielle beskedenhed. Den hellige profet reciterede først en veltalt prædiken og erklærede derefter: ”Jeg er blevet befalet af Gud af vie Fâtima til 'Ali, og jeg højtideligholder hermed ægteskabet mellem 'Ali og Fâtima med en medgift på 400 misquâl.” Så spurgte han Hazrat 'Ali, ” giver du dit samtykke til dette, 'Ali?” ”Ja, jeg gør, oh Guds hellige profet. ”Så løftede profeten sine hænder, for at bede således: ”oh, min Gud, velsign dem begge, indvie deres afkom og giv dem nøglerne til Din godgørenhed, Din visdoms skatte og Din genialitet, og lad dem være en kilde af velsignelser og fred til min umma.”
Hendes børn, Imam Hasan, Imam Husain, Janab-i-Zeinab og Janab-i-Kulthûm, er velkendte for deres ydmyghed, godhed og gavmildhed. Deres egenskabers og handlingers styrke ændrede historiens gang og forstærkede Islam, som ellers ville være gået tabt for menneskeheden.
HENDES ETISKE EGENSKABER.
Janab-i-Fâtima arvede sin genialitet og sin visdom, beslutsomhed og viljestyrke, fromhed og ukrænkelighed, gavmildhed og velvilje, gudstilbedelse og hengivelse, selvopofrelse og gæstfrihed, overbærenhed og tålmodighed samt kundskab og ædelhed fra sin strålende fader, både i ord og handling. Imam Husain siger: ”Jeg så ofte min moder fordybet i bøn fra tusmørke til daggry.”
Hendes gavmildhed og medfølelse overfor de fattige var således, at ingen hjemløs eller tigger forlod hendes dør forsømt.
BESIDDELSE AF FADAK.
Den hellige profet gav i sin levetid Janab-i-Fâtima et stort stykke landbrugsjord i gave, ved navn Bagh-i-Fidak, som var forsynet med papirer i hendes navn som hendes absolutte ejendom.
Profetens død påvirkede hende utrolig meget og hun var meget trist og sorgbetynget og græd hele tiden. Efter sin fars død blev hun konfronteret med fratagelsen af hendes mand Hazrat 'Alis retmæssige krav på lederskabet og bemægtigelsen af hendes arv, Bagh-i-Fidak. Resten af sit liv talte hun ikke til dem, der havde undertrykt hende og frataget hendes sine retmæssige krav. Hun anmodede om, at dem der havde undertrykt hende blev afholdt fra at deltage i hendes begravelse.
Hendes fjender greb endda til fysisk vold. Engang blev døren til hendes hus væltet over hende og det barn hun havde i maven blev skadet og drengen var dødfødt. Der blev sat ild til hendes hus.
Efter at være blevet forulempet og ramt af sorg, som overgik alle grænser for tålmodighed og udholdenhed, udtrykte hun sine sorger i en elegi, hun selv komponerede, hvor hun sørgede over sin far, den hellige profet. En kuplet fra elegien, med særlig forbindelse til hendes pinefulde tilstand, udtrykker hun således:
”Oh, min fader! Efter din død blev jeg undertvunget en sådan tortur og tyranni, at hvis det var hændt mig på ”Dagen”, ville den være blevet til ”Natten”.
WAFAT:
Janab-i-Fâtima levede ikke mere end 75 dage efter sin faders død. Hun udåndede den 14. Jamadi-ul-Awwal år 11 A.H. Før sin død testamenterede hun det følgende som hendes vilje til Hazrat 'Ali:
1. Oh 'Ali, du skal selv personligt udføre mine begravelsesritualer.
2. Dem, som har misfornøjet mig, skal ikke tillades at deltage i min begravelse.
3. Mit lig skal bæres til gravpladsen om natten.
Således udførte Hazrat 'Ali, i overensstemmelse med hendes vilje, alle begravelsesritualerne og kun ledsaget af hendes slægtninge og sønner bar de om natten hendes lig til Jannat-ul-Baqi, hvor hun blev begravet og hendes ønsker opfyldt.
PROFETEN HAR SAGT:
”Den, som forulemper (fysisk eller psykisk) Janab-i-Fâtima, forulemper mig. Den, som forulemper mig, forulemper Allah. Den, som forulemper Allah, er vantro.”
”Oh, Fâtima! Hvis din vrede vækkes, vækker det Allahs vrede. Hvis du er glad, gør det Allah glad.”
Den hellige profet Hazrat Muhammad (Må fred være med ham) har sagt: ”Jeg vil blive efterfulgt af 12 religiøse ledere, som alle stammer fra Quraish.” (Sahih Bukhâri).
De 12 imamer er de hellige personer og åndelige ledere, som den hellige profet har forudsagt. Han udpegede dem som kilde og middel til vejledning for menneskene og bemærkede: ”Så længe de fortsætter med at regere, vil denne religion (islam) eksistere (i denne verden).” (Sunan-i-Abu Dawûd.)
På en anmodning af sin velkendte fælle, Jabir ibn Abdullah, forklarede den hellige profet de 12 efterfølgeres navne således: ”De er 12 efterfølgere, oh Jabir, som vil komme efter mig. Den første af dem er 'Ali, som vil blive efterfulgt i rækkefølge af Hasan, Husain, 'Ali ibn Husain, Muhammad ibn 'Ali, Jafar ibn Muhammad, Mûsa ibn Jafar, 'Ali ibn Mûsa, Muhammad ibn 'Ali, 'Ali ibn Muhammad, Hasan ibn 'Ali og til sidst Muhammad Mahdi al-Qâim (må fred være med dem).
Titel: Al-Murtaza
Kunya: Abul Hasan
Født i den hellige Ka’ba i Mekka fredag d. 13. Rajab.
Faders navn: Abu Tâlib ibn Abdul Muttalib
Moders navn: Fâtima bint Asad.
Døde 63 år gammel i Kufa mandag d. 21. i Ramadanen 40 A.H. Han blev myrdet af en lejemorder, som sårede ham med et forgiftet sværd i en moske i Kufa under morgenbønnen d. 19. i Ramadanen. Han blev begravet i Najaf, nær Kufa.
Hazrat 'Ali var vores hellige profets fætter. Han blev født fredag d. 13. i Rajab måneden i Ka’baen. Forudseenhed alene førte hans moder imod Ka’baen. Da hun kom dertil, følte hun sig tynget ned af intense graviditetssmerter. Hun knælede ned foran den hellige bygning og bad ydmygt til Gud. Abbas, søn af Abdul Muttalib, så 'Alis moder bede til Gud. Så snart hun hævede hovedet fra bønnen, flækkede væggen til det hellige hus ved et sandt mirakel. Fâtima gik ind i Ka’baen og den vendte tilbage til sin normale position. Abbas og hans ledsagere samledes ved indgangen til det hellige hus som var låst og de prøvede at åbne den, men forgæves. Så opgav de i betragtning af sagens mirakuløse natur og den guddommelige vilje. Nyheden om denne mirakuløse hændelse spredte sig hurtigt som en løbeild i Mekka.
Hazrat 'Ali blev født inde i Ka’baen med sine øjne lukkede og hans krop knælede ydmygt for den Almægtige. Fâtima blev i Ka’baen tre dage og da den fjerde kom, trådte hun ud, idet hun bar sin guldklump i sine arme. Til hendes store overraskelse, mødte hun den hellige profet ventende på hende for at modtage det nyfødte barn i sine arme. Imamat mærker profetskabets bløde kærtegn. Hazrat 'Ali åbnede sine øjne og hilste på den guddommelige profet: As-salâmu aleika, ya Rasul-ullah”. (Fred være med dig, Guds sendebud.)
Hazrat 'Alis fødsel i Ka’baen er enestående i verdenshistorien. Hverken en profet eller guddommelig helgen blev nogensinde velsignet med en sådan ære.
Han voksede op under den hellige profets varetægt. Som Hazrat 'Ali siger: ”den hellige profet opfostrede mig i sine egne arme og madede mig med sin egen bid mad. Jeg fulgte ham uanset, hvor han gik hen ligesom en kamelunge følger efter sin moder. Hver dag viste sig et nyt aspekt af hans ædle personlighed og jeg accepterede det og efterlevede det som en befaling.” (Nahj-ul-Balagha)
Ti år i selskab med den hellige profet bragte ham så nær og gjort dem så uadskillelige, at hans karakter, viden, selvopofrelse, overbærenhed, mod, venlighed, gavmildhed og veltalenhed var ligesom profetens. Lige fra sin spæde barndom bøjede han sig ned for Gud sammen med den hellige profet. Som han selv har sagt: ”Jeg var den første, der bad til Gud sammen med den hellige profet”.
Allama Masûdi siger: ”Hazrat 'Ali fulgte standhaftigt profeten igennem hele sin barndom. Gud skabte ham ren og hellig og bevarede ham standhaftigt på den rette vej. Selvom Hazrat 'Ali uden tvivl er den første der antog Islâm, da den hellige profet opfordrede sine lyttere til at gøre således, kan man sige at han blev født som muslim, fordi han lige siden sin spæde barndom blev opdraget sammen med den hellige profet og fulgte ham i enhver handling, inklusivt at bøje sig for Gud.
Hazrat 'Ali fulgtes altid med profeten for at hjælpe ham og beskytte ham mod hans fjender. Han plejede at nedskrive versene fra den hellige koran og diskutere dem med profeten, så snart de blev åbenbaret af den hellige budbringer englen Gabriel. Han var så tæt knyttet til den hellige profet, at så snart et vers blev åbenbaret for ham i løbet af dagen eller natten, var hazrat 'Ali den første der hørte det.
Profeten har sagt følgende om hazrat 'Ali:
”Oh 'Ali, du er min bror i denne verden og i det hinsides”.
”Jeg er kundskabens by og 'Ali er dens indgang”.
”Ingen kender Allah, undtaget jeg og 'Ali.
”Ingen kender 'Ali, undtaget Allah og jeg”.
”Ingen kender mig, undtaget Allah og 'Ali”.
”Hvis nogen vil se Adams kundskab, Noahs fromhed, Abrahams hengivelse, Moses ærefrygt og Jesu tjeneste og afholdenhed, så kig på 'Alis strålende ansigt”.
Da den hellige profet ankom til Yatrib (Medina) og mødtes med de tilhængere, som var kommet fra Mekka på hans opfordring, udpegede han straks til hver af disse tilhængere en person fra Yatribs folk, der havde accepteres hans profetskab, som en bror for dem. Hans udnævnelse af broderskab, var en stor hjælp for flygtningene (kendt som ’ansarerne’), som havde forladt deres hjem til fordel for Yatrib. Han gjorde folk til brødre, som arbejdede indenfor samme branche, så ansarerne kunne begynde på nyttigt arbejde med det samme. Imens profeten var ved at udpege en ansar som bror til en muhajirûn (konvertitter fra Yatrib), var hazrat 'Ali til stede, men han blev ikke udpeget som bror til nogen muhajirûn. Da han blev spurgt, hvorfor han ikke havde udpeget nogen bror til hazrat 'Ali, sagde profeten: ”han skal være min bror”.
Allama Masûdi siger følgende om 'Alis karakter og kaliber: ”Hvis det at være den første muslim, profetens kammerat under flugt, hans trofaste partner i kampen for troen, hans nære ven i livet og hans slægtning og hvis oprigtig kendskab til hans læres ånd og Bogen, selvfornægtelse og retfærdig handling, ærlighed, renhed og kærlighed til sandheden og viden om lov og videnskab udgør et krav om forrang, så må alle anse 'Ali for at være den forreste muslim. Vi finder ikke nogen blandt hans forgængere (undtaget én) eller efterfølgere med disse egenskaber.”
Gibbon siger: ”'Alis fødsel, slægtskab og egenskaber, som hævede ham over resten af sine landsmænd, retfærdiggør hans krav om Arabiens ledige trone. Abu Tâlibs søn var den retmæssige leder af Bani Hâshim og den arvende prins eller vogter over Mekkas by og tempel.
Hazrat 'Ali havde en digters, en soldats og en helgens kvalifikationer. Han visdom lever stadig i en samling moralske og religiøse udtalelser. Enhver modstander, i tungens eller sværdets kamp, blev tavs på grund af hans veltalenhed og tapperhed. Fra hans missions første time til de sidste ritualer ved hans begravelse, blev profeten aldrig svigtet af en gavmild ven, som han glædede ved at gøre ham til sin bror, stedfortræder og en anden Moses’ trofaste Aron.”
ÆGTESKAB:
Efter guddommelig instruktion, ægtede Allahs budbringer sin elskede datter Fâtima til 'Ali, selvom andre forgæves bad om hendes hånd.
Blandt deres børn har imam Hasan, imam Husein, Janab-i-Zeinab og Umm Kulthûm efterladt deres præg på verdens historie.
Efter Janab-i-Fâtimas død giftede hazrat 'Ali sig med Umm al-Banin. Hazrat Abbas blev født i dette ægteskab og var så flot at han blev kaldt Qamar-i-Bani Hâshim. Han personliggjorde loyalitet og mod og beviste det i slagmarken ved Kerbala'.
WAFAT:
I det 40. år efter hidjra, i de tidlige morgentimer den 19. Ramadan, blev hazrat 'Ali stukket med et forgiftet sværd af en kharajit, mens han var ved at bede i moskeen i Kufa. Han døde den 21. dag i Ramadanen år 40 A.H. og han blev begravet i Najaf al-Ashraf. Han blev født i Guds Hus, Ka'baen, og blev martyr i Guds hus, Masjid-i-Kufa. Guds løve, den mest modige og blide muslim, som nogensinde levede, begyndte sit strålende liv i hengivelse til Allah og hans budbringer og sluttede det i Islams tjeneste. ”Og omtal ikke dem, der dræbes på Allahs vej, som døde, nej, de er levende, men I opfatter det ikke”. 11:154
Titel: al-Mujtaba
Kunya: Abu Muhammad
Født i Madina torsdag den 15. i Ramadan måneden i år 3 A.H.
Faders navn: 'Ali ibn Abu Tâlib
Moders navn: Fâtima (den hellige profets datter)
Døde i en alder af 46 år i Madina torsdag den 28. i Safar måneden i år 50 A.H.
Han blev begravet i Jannat-ul-Baqi i Madina.
Imam Hasan, Hazrat 'Ali og Janab-i-Fâtimas ældste søn, blev født den 15. i Ramadan måneden i år 3 A.H. Efter at have modtaget den glædelige nyhed om sit barnebarns fødsel, kom profeten til sin elskede datters hus, tog den nyfødte i sine arme og reciterede ’adhan’ og ’iqâma’ (kaldene til bøn) i hans højre og venstre øre, hvorefter han i overensstemmelse med Guds vilje navngav ham ’Hasan’.
BARNDOM:
De første syv år af sin barndom var velsignede med den hellige profets nådige beskyttelse, som gav ham alle sine fremragende kvaliteter og prydede ham med guddommelig kundskab til en sådan grad, at han var fremtrædende i sin viden, tolerance, intelligens, gavmildhed og tapperhed. Eftersom han var født ufejlbarlig og dekoreret med himmelsk viden af Gud, havde hans indsigt adgang til ’Lauh-i-Mafûz’ (den bevogtede tavle, hvorpå menneskenes handlinger er blevet skrevet af Gud i al evighed).
Den hellige imam blev straks kyndig i hele indholdet af ethvert åbenbaret ’Wahi’ (koran vers), når den hellige profet afslørede det overfor sine fæller. Til profetens store overraskelse kunne Janab-i-Fâtima ofte recitere den nøjagtige tekst fra et nyt åbenbaret wahi, før han afslørede det for hende personligt. Når han spurgte hende om det, fortalte hun ham at hun havde lært åbenbaringen gennem Hasan.
IHUKOMMELSE AF GUD.
Den hellige imam hengav sig til bøn i et sådant omfang, at alle hans lemmer, som blev brugt i prostrationen, havde mærker og aftryk af hans ’sajda’. Han tilbragte de fleste nætter på et bedetæppe. Hans optagethed og ydmyghed i sine bønner til Gud var så indtrængende, at han græd overvældet af gudsfrygt. Når han rensede sig til bønnen, rystede han af frygt for Gud og hans ansigt blev blegt, når det blev tid til bøn. Hans indtrængende meditation under sin bøn og hans ekstreme optagethed i forbindelse med Gud, gjorde ham fuldstændig ubevidst om sine omgivelser.
HANS GUDFRYGTIGHED OG TILFREDSHED.
Imam Hasan havde de verdslige besiddelser til sin rådighed og kunne have nydt et luksuriøst liv, men han benyttede det hele til forbedring af de fattiges vilkår.
Han var så høflig og ydmyg at han aldrig tøvede over at sidde sammen med tiggerne i stræder og i Madinas gader for at besvare nogle af deres religiøse spørgsmål. På grund af sin inderlige holdning og gæstfrihed lod han aldrig den fattige og den ydmyge føle sig mindre værd end ham, når de besøgte hans bolig.
IMAMAT.
Den hellige profets død blev efterfulgt af en begivenhedsrig tid, da den islamiske verden blev grebet af udvidelsesfeber og erobringer. Men selv under en så revolutionær fase fortsatte imam Hasan med at hengive sig til sin hellige mission med fredelig udbredelse af Islam og den hellige profets og sin afdøde fader, hazrat 'Alis, lære.
Hazrat 'Alis martyrdom den 21. i Ramadan måneden markerer begyndelsen på imam Hasans imamat. Hovedparten af muslimerne aflagde deres troskabsed til ham og sluttede ’Baiat’ formaliteterne (troskabsed). Aldrig så snart han havde taget lederskabets tømmer i hånden, blev han mødt med Muawiyas udfordring, Syriens guvernør, som erklærede ham krig. I overensstemmelse med Guds vilje og med en hensigt om at undgå at forsage massakre af muslimer, indgik han en fredsaftale med Muawiya på betingelser, som reddede islam og stoppede en borgerkrig. Men denne fredsaftale var aldrig ment som en overgivelse af det permanente lederskab til Muawiya fra hans side. Det var kun ment som en midlertidig forflytning af det islamiske kongeriges administration, underlagt den betingelse at administrationen ville blive givet tilbage til imam Hasan efter Muawiyas død, hvorefter det skulle overtages af imam Husain. Efter at have lettet sig selv for det administrative ansvar, holdt imam Hasan det religiøse lederskab hos sig selv og hengav sig til udbredelse af Islam og den hellige profets lære i Madina.
MARTYRIUM:
Muawiyas ondsindethed mod imam Hasan fik ham til at sammensværge sig med imamens kone Juda, Ashas datter. Hun gav imamen en gift som påvirkede hans lever. Imam Hasan bukkede under for Muawiyas fatale skader og opnåede sin martyrium den 28. i Safar måneden år 50 A.H. Hans begravelse blev overværet af imam Husain og medlemmer fra Hashimit familien. Da hans ligbåre skulle tages til profetens grav til begravelse, blev den beskudt af pile fra hans fjender, og den var nødt til at blive omdirigeret og begravet i Jannat-ul-Baqi i Medina. Hans grav blev ødelagt, sammen med andre i 1925 A.D.
Betingelserne for fredsaftalen blev snart brudt, men tjente kun en kortlivet ære for Muawiya. Dens eftervirkning viste sig at være katastrofal og afgjorde han søn Yazids skæbne og affødte et fatalt stød til hele umayyade familien. Efter Muawiyas død, fremkom imam Husain som det uoverstigelige bjerg af sandhed og beslutsomhed. I den grusomme tragedie ved Kerbala', udelukkende ved antallets kraft, og ved at isolere de 72 medlemmer af imam Husains parti og endda afholde dem fra at drikke vand i tre dage, lykkedes det Yazid at tilintetgøre de 72 personer, inklusivt medlemmer af imamens familie, som var med ham. Yazids kujonagtige succes var dog kortlivet. Muslimerne vendte sig imod ham, da de hørte om den grufulde handling, han havde begået og dette resulterede i Yazids fald og udryddelsen af umayyadernes magt.
Navn: Husain
Titel: Sayyid as-shuhada´.
Kunya: Abu Abdullah
Født i Medina torsdag den 3. i Shaban måneden år 4 A.H.
Faders navn: 'Ali ibn Abi Tâlib
Moders navn: Fâtima (den hellige profets datter).
Han blev martyr ved Kerbala' i en alder af 57 år, mandag den 10. i Muharram måneden år 61 A.H. og her blev han begravet.
I den hellige profets hus, som repræsenterer det bedste billede i begge verdner – himlen og jorden – blev et barn født i en af Shaban månedens nætter, der gavnede menneskeheden, som om han var et guddommeligt indtryk, der reflekterede jorden. Hans far var hazrat 'Ali, forbilledet på venlighed overfor sine venner og den modigste overfor islams fjender. Hans moder var Janab-i- Fâtima, den hellige profets eneste datter og barn, som generelt anerkendt, havde arvet sin fars egenskaber.
Imam Husain, den tredje apostoliske imam, som barnet senere blev kendt, fødtes den 3. i Shaban måneden i år 4 A.H. i Medina. Da den gode nyhed om hans fødsel nåede den hellige profet, kom han til sin datters hus, tog det nyfødte barn i sine arme og reciterede adhan og iqâma i begge barnets ører. Da han var syv dage gammel, navngav profeten ham Husain i overensstemmelse med Guds vilje, efter at have udført Aqîqa ritualerne.
Abdullah ibn Abbas fortæller: ”På den dag imam Hussain blev født, beordrede Gud englen Gabriel til at stige ned og lykønske den hellige profet, på Hans og sine egne vegne. Mens han var på vej ned, passerede Gabriel en ø, hvor englen Fitrus var blevet forvist hen, fordi den havde tøvet med at udføre en af Guds ordrer. Den blev frataget sine vinger og forvist til øen, hvor den i mange år bad og tilbedte Gud og bad om tilgivelse. Da englen Fitrus så Gabriel, råbte den: ”Hvor skal du hen Gabriel?” Han svarede: ”Husain, Muhammads barnebarn er blevet født, og af den grund har Allah beordret mig at overbringe Sine lykønskninger til sin profet.” Derpå sagde englen: ”Kan du ikke tage mig med dig? Måtte Muhammad anbefale min sag til Gud.” Gabriel tog englen med sig, kom til profeten og lykønskede ham på Guds og sine egne vegne og omtalte englens anliggende for ham. Den hellige profet sagde til Gabriel: ”Bed englen røre det nyfødte barns krop og vende tilbage til sin plads i himlen. ”Da han gjorde dette, fik han straks sine vinger tilbage og lovpriste den hellige profet og hans nyfødte barnebarn, hvorefter den steg op til himlen.
Hasan og Husain, den hellige imam 'Ali ibn Tâlibs og lysets kvinde Janab-i-Fâtimas to sønner blev respekteret og æret som Paradisets Ungdoms ledere, som fastslået af den hellige profet.
Den hellige profet Muhammad havde åbenlyst forudsagt at islams tro ville blive reddet af hans andet barnebarn Husain, når Yazid ibn Muawiya ville forsøge at ødelægge den.
Yazid var kendt for sin djævelske karakter og dyriske opførsel. Han var kendt som den mest udsvævende blandt mennesker. De mennesker, som kendte til og forstod Yazids karakter, udformede en pagt ifølge hvilken Muawiya ikke ville kunne udpege Yazid som sin efterfølger. Der eksisterede dog et løfte, som kun var kendt af få, hvorved Muawiya havde lovet at udpege Imam Husain som sin efterfølger. Dette løfte gav Muawiya imam Hasan, som han havde taget magten fra. Muawiya brød dette løfte og udnævnte Yazid til sin efterfølger.
Så snart han var kommet til magten, begyndte han at handle i overensstemmelse med sin velkendte karakter. Han begyndte at blande troens grundbegreber og praktiserede enhver umoralitet og ondskab frit og ustraffet, alt imens han gav sig ud for at være profetens efterfølger og krævede at blive adlydt som troens ledende vejleder. At adlyde Yazid var næsten lige som at anerkende djævelen som Gud. Hvis en guddommelig personlighed som den hellige imam Husain havde accepteret hans autoritet, ville det være som at anbefale djævelen til mennesket i stedet for Gud. Yazid forlangte adlydelse fra imam Husain, som aldrig ville kunne have accepteret det. De folk som frygtede død og ødelæggelse for hænderne af en tyran havde råbt på ham ud af frygt. Imam Husain sagde, at uanset hvad der måtte komme, ville han aldrig kunne sætte djævelen i Guds sted og spolere det hans bedstefar, den hellige profet, havde opnået.
Den hellige imam Husains afslag om at sværge troskab til denne djævel, markerer begyndelsen på forfølgelsen af den hellige imam. Det resulterede i at han trak sig tilbage til Medina, hvor han levede et tilbagetrukket liv. Ikke engang her fik han lov at leve i fred, og han var tvunget til at søge tilflugt i Mekka. Her blev han også chikaneret voldsomt og Yazid planlagde at myrde ham i selveste Ka'baens helligdom.
For at beskytte den store helligdom, besluttede imam Husain at forlade Mekka og drage til Kufa dagen før Hajj, pilgrimsfærden. Da han blev spurgt om grunden til denne mystiske afgang fra Mekka forud for pilgrimsfærden, som var næste dag, sagde imam Husain at han ville udføre dette års pilgrimsfærd ved Kerbala', hvor han ikke ville ofre nogen dyr, men slægt og venner og nogle trofaste kammerater. Han optalte navnene på de venner og slægtninge, som ville miste deres liv sammen med ham i den store ofring ved Kerbala'.
Folk i Kufa, som var blevet trætte af Yazids tyranniske og sataniske styre, havde skrevet utallige breve og sendt udsendinge til ham og bedt ham komme til dem og give dem vejledning i troen. Selvom imam Husain kendte den ultimative afslutning på invitationerne, kunne han som den guddommeligt udvalgte imam ikke afslå at give den vejledning der blev bedt om. Da den hellige imam nåede Kerbala' med sit følge, stoppede hans hest op på mystisk vis og ville ikke bevæge sig ud af stedet. Derpå erklærede den hellige imam: ”Dette er landet, lidelsernes og torturens land.”. Han steg ned fra sin hest og beordrede sine tilhængere at slå lejr der, idet han sagde: ”Her vil vi blive martyrer og vores børn dræbt. Her vil vores telte blive brændt og vores familie arresteret. Dette er det land, som min bedstefar, den hellige profet, har fortalt om og hans forudsigelse vil sandelig gå i opfyldelse.”
På den syvende i Muharram måneden blev vandforsyningen til imamens lejr afbrudt og tørsten og sulten begyndte. Den hellige imams lejr bestod af kvinder, uskyldige børn og spædbørn samt nogle mandlige medlemmer af den hellige profets familie og en lille gruppe af imam Husains trofaste venner, som havde valgt at dø sammen med den hellige imam, idet de kæmpede mod djævelen for Guds skyld.
1. Hasan og Husain er lederne af Paradisets ungdom.
2. Husain er fra mig og jeg er fra Husain, Gud er ven med den som er ven med Husain og Han er fjende med den, som nærer fjendskab mod ham.
3. Den, som ønsker at se en person, der lever på jorden, men hvis værdighed æres af himlens beboere, skal møde mit barnebarn Husain
4. Oh min søn. Dit kød er mit kød og dit blod er mit blod. Du er en leder, søn af en leder og bror til en leder. Du er en åndelig vejleder, søn af en åndelig vejleder og bror til en åndelig vejleder. Du er en apostolsk imam, søn af en apostolsk imam og bror til en apostolsk imam. Du er far til ni imamer, hvor den niende skal være Qaim (den sidste ufejlbarlige åndelige vejleder).
5. Straffen for Husains mordere i helvedet er lig med det halve af hele verdens synderes straf.
6. Da den hellige profet informerede Janab-i-Fâtima om det martyrium der var i vente for hans barnebarn, græd hun og spurgte: ”Oh far, hvornår bliver min søn martyr?” ”På et så kritisk tidspunkt, hvor hverken jeg, du eller 'Ali lever.” Dette fremhævede hendes sorg og hun spurgte igen: ”Oh far, hvem mindes så Husains martyrium?” Den hellige profet sagde:”De mænd og kvinder fra en særlig gruppe af mine tilhængere, som viser velvilje mod mit ahl al-Bait, vil sørge over Husain og mindes hans martyrium hvert år i hvert århundrede.”
EN BERETNING AF IBN SA’AD PÅ AUTORITET AF SHABI:
Da hazrat 'Ali, på vej til Siffin, kom igennem Kerbala' ørkenen, standsede han der og græd bittert. Da han blev udspurgt om, hvorfor han græd, kommenterede han, at han en dag besøgte profeten og så ham græde. Da han spurgte profeten, hvad der fik ham til at græde, svarede han: ”oh 'Ali, Gabriel har lige været her og informeret mig om, at min søn Husain bliver martyr ved Kerbala', et sted nær Eufrats bredder. Dette bevægede mig så meget, at jeg ikke kunne lade være med at græde.”
ANAS IBN HARRIS BERETTER:
En dag steg profeten op på sin prædikestol for at holde en prædiken, mens imam Husain og imam Hasan sad foran ham. Da prædiken var færdig, lagde han sin venstre hånd på imam Husains hoved og idet han hævede sit hoved mod himlen, sagde han: ”oh min Herre! Jeg er Muhammad, din slave og din profet, og disse to er de fornemme og fromme medlemmer af min familie, som skal styrke min sag efter mig. Oh min Herre! Gabriel har informeret mig om, at min søn Husain vil blive dræbt. Oh min Herre! Velsign min sag til gengæld for Husains martyrium og gør ham til leder over martyrerne. Vær hans Hjælper og Vogter og velsign ikke hans mordere.
SIR MUHAMMAD IQBAL SIGER:
Imam Husain rykkede despotiet op med rødderne for altid indtil opstandelsens dag. Han vandede frihedens udtørrede have med sin bølge af blod og han vækkede sandelig den sovende muslimske nation.
Hvis imam Husain planlagde at opnå et verdslig imperium, ville han ikke have rejst den vej, han gjorde (fra Madina til Kerbala'). Husain svømmede i blod og støv for sandhedens skyld. Derfor blev han sandelig grundlaget for den muslimske trosbekendelse ’LA ILLÂHA ILLALLAH’.
KHAJA MOINUDDIN CHRISTI SIGER:
Han gav sit hoved, men lagde ikke sin hånd i Yazids hænder. Sandelig Husain er grundlaget for ’LA ILLAHA ILLALLAH’. Husain er en mand og mændenes mand. Husain selv er islam og islams skjold. Selvom han gav sit hoved (for islams skyld) lovede han aldrig Yazid noget. Sandelig er han den der bevarer ’der er ingen gud, undtaget Gud’.
BROWNIE SKRIVER I SIN ”PERSIENS LITTERATUR HISTORIE”:
Den blodplettede slagmark i Kerbala' hvor Guds Apostels barnebarn til sidst faldt, tortureret af tørst og omringet af sine myrdede slægtninges kroppe er et minde, der til enhver tid siden dengang fremkalder de dybeste følelser, den mest afsindige frygt og ophøjelse af ånden overfor hvilken smerte, fare og død formindskes til ubetydelige bagateller for selv den mest lunkne og ubetænksomme person. Den tiende i Muharram måneden fortælles tragedien i Persien, Tyrkiet, Ægypten og hvor som helst der eksisterer en shiitisk menighed. Mens jeg skriver, mindes jeg det hele, den grædende sang, de hulkende mængder, de hvide dragter røde af blod fra selvforskyldte sår og sorgens og sympatiens rus.
Navn: 'Ali ibn al-Husain
Titel: Zain ul-Âbidîn
Kunya: Abu Muhammad
Født i Madina lørdag d. 15. Jamadi al-Awwal år 37 A.H.
Faders navn: imam Husain ibn 'Ali
Moders navn: Shahr Banû, datter af Kong Yazdagird II
Døde i en alder af 58 år i Madina. Forgiftet af Walîd ibn Abdul Malik Marwan d. 25. Muharram år 95 A.H.
Begravet i Jannat-ul-Baqi i Madina.
Den fjerde hellige imam, 'Ali Zain ul-Âbidîn blev født i Madina den 15. Jamadi-ul-Awwal år 37 A.H. (658 A.D.) Hans tilnavn var Abu Muhammad og han blev populært kaldt ’Zain ul-Âbidîn’. Denne imams moder var den kongelige person, Shahr Banû, datter af Kong Yazdagird II, den sidste førislamiske hersker over Iran.
Den hellige imam Zain ul-Âbidîn tilbragte de første to år af sin barndom i skødet på sin bedstefar 'Ali bin abi Tâlib. Derefter var han tolv år i sin onkel imam Hasan ibn 'Alis elskværdige varetægt. I år 61 A.H. var han tilstede i Kerbala' under den grusomme tragedie, der massakrerede hans far, onkler, brødre, fætre og alle hans faders trofaste ledsagere, og han sad fængslet i hjerteløs fangeskab hos Yazids djælvelske styrker.
Da imam Husain kom til sin lejr for sidste gang, for at sige farvel til sin familie, lå Zain ul-Âbidîn halvt bevidstløs på sit sygeleje, og således undgik han massakren i Kerbala'. Imam Husain kunne kun nå en kort snak med lejrens beboere og han tog afsted idet han udnævnte sin syge søn som imam.
Den hellige imam Zain ul-Âbidîn levede 34 år efter sin far og hele sit liv tilbragte han i bøn til Gud og erindring om sin far, der blev martyr. Det er fordi han altid var ved at bede og lå i prostration, at denne hellige imam fik kælenavnet ”Sajjad”.
Denne hellige imams kundskab og fromhed var mageløs. Zuhri, Waqidi og Ibn Ainiyah sagde, at de ikke kunne finde nogen, der kunne måle sig med ham i fromhed og gudfrygtighed. Han var så optaget af Gud, at hans ansigtsfarve ændrede sig, når han var på vej hen for at vaske sig til bøn og hans krop rystede, når han bad. Da han blev spurgt om grunden til dette, svarede han: ”Ved I ikke hvem jeg står overfor i bønnen og hvem jeg taler til?”
Selv på den grusomme dag for Ashura da Yazids tropper massakrerede hans far, slægtninge og kammerater og satte ild til lejren, var denne imam fordybet i sin bøn til Gud.
Da Yazids brutale tropper tog børn og kvinder til fange og lod dem sidde bundet sammen på kamelers bare rygge, blev den hellige imam, selvom han var syg, sat i tunge kæder med jernringe omkring sin nakke og ankler og derefter tvunget til at gå barfodet på den tornede slette fra Kerbala' til Kufa og til Damaskus, og selv da var hans sjæl ikke uopmærksom på sine bønner til Herren og han var hele tiden taknemmelig og ydmyg overfor Ham.
Hans godgørenhed var fordringsløs og skjult. Efter hans død sagde folk, at den skjulte godgørenhed ophørte ved den hellige imams bortgang. Ligesom sin bedstefar, 'Ali ibn abi Tâlib, plejede Ali Zain-ul-Abidîn at bære melsække og brød på sin egen ryg til de fattige og trængende familier i Madina og han ernærede således hundredvis af fattige familier i byen.
Den hellige imam var ikke kun gæstfri selv overfor sine fjender, men plejede også bestandigt at vise dem den rette vej.
Den hellige imam var sammen med Ahl al-Bait gået igennem en frygtelig og farlig tid, fordi tidens tyranniske herskeres aggressioner og grusomheder havde nået sit klimaks. Der var plyndringer og mord overalt. Den hjerteløse tyran Hajjaj ibn Yousuf truede alle der udtrykte alliance eller adlydelse af Ahl al-Bait og de der blev fanget, dræbtes nådesløst. Den hellige imams bevægelse var strengt begrænset og han var forbudt at møde nogen. Der blev ansat spioner til at opspore tilhængere af Ahl al-Bait. Praktisk talt blev ethvert hus undersøgt og enhver familie nøje gransket.
Den hellige imam blev ikke givet tid til at bede i ro og han måtte ikke afholde nogen prædikener. Guds viceregent på jorden indtog derfor en tredje retning, som viste sig at være fordelagtig for hans tilhængere. Det var ved at samle indtrængende bønner til dagligt brug for mennesket, i sin stræben for at nå den Almægtige. Den uvurderlige samling af hans udgivne bønner er kendt som ”Sahifa-i-Kamila” eller ”Sahifa-i-Sajjadiah”, også kendt som ”Zabûr-i-ale Muhammad”. Denne samling er en uvurderlig skat af smukke effektive bønner til Herren i et uforligneligt smukt sprog. Kun dem som er kommet i kontakt med disse bønner, kender disse bønners fortræffelighed og gavnende effekt. Igennem disse bønner gav imamen al den nødvendige vejledning til de troende under sin afsondrethed.
Den 25. Muharram år 95 A.H. da han var i Madina, fik herskeren på den tid Walîd ibn Abd al-Malik Marwan imamen forgiftet. Den hellige imams begravelsesbøn blev udført af hans søn den femte imam, Muhammad al-Bâqir, og hans lig blev begravet på Jannat-ul-Baqi gravpladsen i Madina.
Titel: al-Bâqir
Kunya: Abu Jâfar
Født i Madina tirsdag d. 1. Rajab år 57 A.H.
Faders navn: Imam Zain-ul-Âbidîn
Moders navn: Fâtima bint Hasan, kendt som Umm Abdallah
Død: 59 år gammel i Madina, mandag d. 7. Dhi-l-Hajj år 116 A.H. forgiftet af Hishâm ibn Abdul Malik.
Begravet på Jannat-ul-Baqi gravpladsen i Madina.
Den femte imam Muhammad al-Bâqir blev født i Madina den 1. Rajab i år 57 A.H. (677 A.D.) Hans tilnavn var Abu Jâfar, og han blev populært kaldt ’Al-Bâqir’. Hans far var imam Zain-ul-Âbidîn, imam Husains søn, og hans mor var Fâtima, datter af imam Hasan. Således var han den eneste imam, som var forbundet med Janab-i-Fâtima på både sin fars og mors side.
Imam Muhammad al-Bâqir voksede op i sin bedstefar imam Husains nærvær i tre år. I 34 år var han under sin fars, imam Zain-ul-Âbidîn, nådige beskyttelse.
Den hellige imam var tilstede i Kerbala', under den grusomme tragedie for massakren af sin bedstefar imam Husain og hans ledsagere. Han led også den hjerteløse tilfangetagelse og fængsling sammen med sin far og kvinderne fra profetens hus (Ahl-al-Bait) under Yazid ibn Mua’wiya djævelske tropper. Efter tragedien i Kerbala', brugte imamen sin tid fredeligt i Madina, bedende til Gud og ledte folk på den rette vej.
Umyyadernes nedgang var begyndt siden Yazid ibn Mua’wiya, som slagtede imam Hussain, kom til. Yazid havde selv indset de onde konsekvenser af sine handlinger selv under sin korte regeringstid. Hans søn Mua’wiya II, nægtede at acceptere kalifatet og sagde: ”Jeg kan ikke billige en trone, som er blevet rejst på grundlag af tyranni og undertrykkelse”.
Den berømte sunnitiske lærd Allama ibn Hajjar har sagt: ”Imam Muhammad al-Bâqir afslørede kundskabens og visdommens hemmeligheder og forklarede den åndelige og religiøse vejlednings principper. Ingen kan benægte hans ophøjede karakter, hans viden fra Gud, hans guddommeligt begavede visdom samt hans forpligtelse og taknemmelighed over at sprede viden. Han var en hellig og en højt begavet åndelig leder og det var af denne grund, han blev kaldt ’Al-Bâqir’, som betyder ’den, der forklarer viden’”. Han var en venlig mand med en pletfri personlighed, en hellig sjæl og af ædel oprindelse. Imamen tilbragte al sin tid i tilbedelse af Gud (og forsvarede den hellige profets og hans efterkommeres læresætninger). Det går ud over menneskets kræfter at måle dybden af det indtryk den hellige imams kundskaber og vejledninger havde på de troendes hjerter. Hans ydmyge, vise og religiøse udtalelser i underkastelse til Gud er så mange, at denne bog ikke er istand til at bringe dem alle”. (Sawayid-i.Muhreqa. s. 120)
Den hellige imam samlede sine læresætninger og den hellige profet og hans Ahl al-Baits reformer i bogform. Hans elever forfattede bøger om forskellige grene af videnskab og kunstfærdigheder under hans vejledning og instruktioner.
Med sin rene personlighed og gudfrygtige karaktertræk var den hellige imam Muhammad al-Bâqir en model på den hellige profet og sin bedstefar 'Ali ibn Abi Tâlib. Hans påbud skabte en åndelig sensation blandt muslimerne generelt. Han var ikke kun gæstfri, selv over for sin værste fjende, men han plejede også vedvarende at lede dem på den rette vej. Han opfordrede folk til at tjene til deres eget levebrød ved eget hårdt arbejde.
Den hellige imam understregede vigtigheden af at afholde ’majâlis’ (møder) til minde om imam Husains martyrium. En af de mest berømte og talentfulde digtere på den tid, Kumail ibn Zaid, plejede at recitere imam Husains elegi ved disse majâlis. Sådan en type majâlis blev der også opfordret til af imam Jâfar-as-Sâdiq og imam 'Ali-ar-Rida, den sjette og ottende imam.
Den hellige imam fortsatte fredeligt sine prædikener indtil 114 A.H. På den syvende dag i Dhil-Hajj, da han var 57 år gammel, blev han gjort til martyr, da han blev givet gift af den daværende hersker Hishâm ibn Abd al-Malik. Begravelsesbønnen for denne imam blev afholdt af hans søn, imam Jâfar-as-Sâdiq den sjette imam, og han lig blev begravet på Jannat-ul-Baqi gravpladsen i Madina.
Den sjette Imam
Imam Jafar-as-Sadiq Alaihis Salâm
Navn: Jâfar
Titel: As-Sâdiq
Kunya: Abu Abdallah
Født i Madina den 17. Rabi’-ul-Awwal år 83 A.H.
Faders navn: Imam Muhammad Bâqir
Moders navn: Umm-i-Farwah
Død i en alder af 65 år i Madina mandag den 15. Rajab år 148 A.H. Forgiftet af abbasiden Mansûr Dawanîqi.
Begravet på Jannat-ul-Baqi gravpladsen i Madina.
Den hellige imam Jâfar as-Sâdiq var den sjette i rækkefølgen af de 12 hellige imamer. Hans tilnavn var Abu Abdallah og hans berømte titler var ’as-Sâdiq’, ’al-Fâzil’ og ’at-Tâhir’. Han var søn af imam Muhammad al-Bâqir, den femte imam, og hans moders navn var Umm-i-Farwah, datter af Qâsim ibn Muhammad ibn Abu Bakr.
Han blev født fredag den 17. Rabi’-ul-Awwal i år 83 A.H. i Madina og han blev opdraget af sin bedstefar, den hellige imam Zain-ul-’Âbidîn i 12 år og var derefter under hellig beskyttelse af sin far, den hellige imam Muhammad al-Bâqir i 19 år.
IMAMAT:
Efter sin fars død i 114 A.H., efterfulgte han ham som den sjette imam og således blev forvaringen af den hellige islamiske mission og åndelige vejledning videregivet til hans varetægt helt fra den hellige profet, via efterfølgelsen af de foregående imamer.
POLITISKE OMSTÆNDIGHEDER:
Perioden for hans imamat var den mest revolutionære og begivenhedsrige tid i islamisk historie, som var vidne til Umayyade dynastiets fald og begyndelsen på Abbaside kalifatet. De interne krige og politiske omvæltninger medførte hurtige regeringsomdannelser. Således var den hellige imam vidne til adskillige kongers regeringstid lige fra Abdul Malik til umayyade herskeren Marwan-i-Himar. Desuden levede han indtil Abul Abbas as-Saffah og Mansûrs tid af abbasiderne. Det var på grund af de politiske uoverensstemmelser mellem de to førnævnte grupper angående magt, at imamen var efterladt alene til uforstyrret at udføre sine religiøse pligter og fortsætte sin mission med at udbrede Islam og sprede den hellige profets læresætninger.
I de sidste dage af Umayyadernes regeringstid vaklede deres imperium og var på grænsen til at kolapse og en kaotisk og demoraliseret tilstand var fremherskende i hele den islamiske stat. Abbasiderne udnyttede denne mulighed og udnyttede denne politiske ustabilitet og påtog sig titlen ’Bani Hâshims hævnere’. De fremstod som om de ville tage hævn på Umayyaderne for at have udgydt den hellige imam Hussains uskyldige blod.
Almindelige mennesker som sukkede under umayyadernes åg, havde fået nok af deres oprørende grusomheder, længtes i hemmelighed efter at profetens hellige familie overtog magten. De indså at hvis lederskabet overgik til Ahl al-Bait, som var dets retmæssige besiddere, ville islams prestige blive forstærket og profetens mission ville blive udbredt uforfalsket. Men en gruppe abbasider viede i al hemmelighed deres liv til en kampagne for at tage magten fra umayyadernes hænder under påskud af at de kun overtog, for at overgive den til Bani Hâshim. Men de plottede for deres egen skyld. De almindelige mennesker blev forledt til at støtte dem og da det lykkedes disse Abbasider at snuppe magten fra Umayyaderne, vendte de sig imod Ahl al-Bait.
RELIGIØSE FORHOLD:
Umayyadernes fald og Abbasidernes begyndelse udgjorde de to vigtigste sammensværgelser i den islamiske historie. Det var en meget kaotisk og revolutionær periode, hvor islams religiøse moral sank og den hellige profets lære blev svigtet og en tilstand af anarki tog overhånd. Det var i dette dødelige mørke den dydige person imam Jâfar as-Sâdiq stod som et lysende fyr og kastede sine stråler for at oplyse oceanet af syndig mørke rundt omkring. Verden bøjede sig for hans dydige og beundringsværdige personlighed. Abu Salma Khallal tilbød ham også at overtage tronen i kalifatet. Men imamen opretholdt sine forgængeres karakteristiske tradition og afslog at acceptere det og foretrak at nøjes med at udføre sin tjeneste indenfor islam. På grund af sin store viden var han altid sine rivaler overlegne i sine debatter med ateister, kristne, jøder osv.
HANS LÆRE:
Imam Jâfar as-Sâdiqs alsidige genialitet indenfor al viden blev hyldet i hele den islamiske verden, og tiltrak studerende langvejs fra og antallet af elever nåede 4000. Lærde og eksperter i guddommelig lov har citeret mange traditioner (ahadith) på autoritet af ham. Hans elever har samlet hundredvis af bøger om forskellige emner indenfor videnskab og kunst. Udover ’Fiqha’ (religiøs lovgivning), ’hadith’ (overleveringer om profetens sædvane) og ’tafsir’ (kommentarer til Koranen) har den hellige imam også videregivet viden om matematik og kemi til nogle af sine elever. Jâbir ibn Hayyan Tartûsi, en berømt lærd i matematik, var en af imamens elever, som fik gavn af imamens viden og vejledning, og som var i stand til at skrive 400 bøger om forskellige emner. Det er en ubestridelig historisk kendsgerning at alle islams vigtige lærde stod i gæld for deres viden til Ahl al-Bait, som var kilden til deres viden og lærdom.
Allama Shibli skriver i sin bog ”Sirat-un-Numan”: ”Abu Hanîfa opholdt sig i en betydelig periode i imam Jâfar as-Sâdiqs nærværelse, og han lærte meget om værdifuld undersøgelse af fiqha og hadith. Begge grupper, Shia og Sunni, mener, at kilden til Abu Hanîfas viden hovedsageligt kommer fra hans omgang med imam Jâfar as-Sadiq”.
Imamen helligede hele sit liv til religiøs forkyndelse og udbredelse af den hellige profets lære og han stræbte aldrig efter magt. På grund af sin store viden og fine lære samledes folk omkring ham og gav ham den hengivelse og respekt han fortjente. Dette vakte jalousi hos abbaside herskeren Mansur Dawanîqi, som frygtede imamens popularitet og derfor besluttede at gøre det af med ham.
HANS DØD:
Den 15. Rajab 148 A.H. gjorde guvernøren i Madina, efter ordre fra Mansur, imamen til martyr, da han forgiftede ham. Hans begravelsesbøn blev udført af hans søn imam Mûsa al-Kâzim, den syvende imam, og hans lig blev begravet på Jannat-ul-Baqi gravpladsen i Madina.
Navn: Mûsa
Titel: Al-Kâzim
Kunya: Abu Ibrahîm
Født i Abwa (mellem Mekka og Madina) søndag d. 7. Safar år 128 A.H.
Faders navn: Imam Jâfar as-Sâdiq
Moders navn: Hamida Khatûn
Han døde i en alder af 55 år i Bagdad, fredag d. 25. Rajab 183 A.H.
Han blev forgiftet af Harûn ar-Rashîd.
Han blev begravet i Kazmain, Bagdad.
NAVN, TILNAVN OG TITLER:
Hans navn var Mûsa, hans tilnavn Abu Hasan og hans berømte titel var Kâzim. Hans mageløse hengivelse og tilbedelse af Gud har også givet ham titlen ’Abd as-Sâlih’ (’Guds dydige slave’). Gavmildhed var synonym for hans navn og ingen tigger forlod hans dør tomhændet. Selv efter sin død fortsatte han med at være imødekommende og gavmild med bønner og bud, der uvægerlig var skænket af Gud, overfor de tilhængere, som kom til hans hellige grav. Derfor er en af hans titler også ’Bab-i-Qaza-ul-Hawaij’ (’døren til opfyldelse af trængsler’).
FORÆLDRE:
Den hellige imam Mûsa al-Kâzim var søn af den sjette imam Jâfar as-Sâdiq. Hans moders navn var Hamida og hun var datter af en ædel mand ved navn Saed, som kom fra berber landet.
FØDSEL:
Den hellige imam blev født den syvende i Safar måneden år 128 A.H. et sted kaldet Abwa, der ligger mellem Mekka og Madina.
OPVÆKST:
Imam Mûsa al-Kâzim tilbragte 20 år af sit hellige liv under sin fars beskyttelse. Hans naturlige genialitet og begavede evner, kombineret med hans oplyste vejledning og opdragelse fra den hellige imam Jâfar as-Sâdiq, gav sig til kende i hans senere personlighed. Han var meget kyndig i guddommelig viden allerede i sin barndom.
Allama Majlisi beretter at Abu Hanîfa kaldte på imam Jâfar as-Sâdiq på hans bopæl, for at spørge ham om nogle religiøse anliggender (masail). Imamen sov da han kom, så han ventede udenfor indtil imamen vågnede. I mellemtiden kom Mûsa al-Kâzim, som var 5 år gammel, ud af huset. Abu Hanîfa hilste på ham med sine bedste komplimenter og spurgte: ”Oh søn af den hellige profet, hvad er din mening om menneskets gerninger? Gør man dem selv eller får Gud en til at gøre dem?”
Den 5-årige imam svarede med det samme, med sine forfædres typiske tonefald: ”Oh Abu Hanîfa, menneskets gerninger er begrænset til tre muligheder. Den første er at Gud alene udfører dem, mens mennesket er ganske hjælpeløst. Den anden mulighed er at både Gud og mennesket ligeligt deler forpligtelsen. Den tredje mulighed er at mennesket udfører dem alene. Hvis den første formodning var sand, beviser det tydeligt at Gud er uretfærdig, fordi han dømmer sine skabninger for synder, de ikke engang har begået. Hvis den anden mulighed var acceptabel, ville Gud også være uretfærdig, hvis Han dømmer mennesket for forbrydelser, Han selv er delvis skyld i. Således er der kun det tredje alternativ til problemet tilbage, nemlig at mennesket er absolut ansvarlig for deres egne handlinger.”
IMAMAT:
Den hellige imam Jâfar as-Sâdiq udåndede den 15. Rajab 148 A.H. og med virkning fra samme dato overtog imam Mûsa al-Kâzim imamatets hellige embede som den syvende imam. Hans imamat fortsatte 35 år. I det første årti kunne imam Mûsa al-Kâzim yde en fredfyldt udøvelse af sine ansvar overfor sit hellige embede og fortsatte udbredelsen af den hellige profets lære. Men senere blev han offer for de herskende konger og en stor del af sit liv tilbragte han i fængsel.
POLITISKE OMSTÆNDIGHEDER:
Imam Mûsa al-Kâzim levede i de mest afgørende perioder af de despotiske abbaside kongers regimer, som var kendetegnet af deres tyranniske og ondskabsfulde administration. Han var vidne til Mansur-e-Dawaniqi, Madhi og Harûn Rashids regeringstid. Mansûr og Harûn var de despotiske konger, som dræbte mange af den hellige profets uskyldige efterkommere. Tusindvis af disse martyrer blev muret levende ind i vægge eller sat i mørke fængsler resten af deres liv. Disse fordærvede kaliffer kendte ikke til nåde eller retfærdighed og de dræbte og torturerede for den fornøjelse, som de fik ud af menneskers lidelser.
Den hellige imam slap for Mansûrs tyranni, fordi kongen var i gang med et projekt med at skabe det nye Bagdad og derfor ikke havde tid til at plage imamen. I år 157 A.H. blev byen Bagdad bygget. Et år efter døde dens grundlægger. Sønnen Mahdi overtog tronen efter Mansûr. I nogle år forholdt han sig neutral overfor imamen, men da han i 164 A.H. kom til Madina og hørte om imamens gode rygte, kunne han ikke modstå sin jalousi og gnisten af hans arvede had til Ahl al-Bait flammede op. På en eller anden måde fik han imamen med sig til Bagdad, hvor han fængslede ham. Efter et år indså han sin fejl og løslod imamen fra fængslet. Kalif Mahdi blev efterfulgt af Hâdi, som kun levede et år. I 170 A.H. viste sig den ondeste og mest tyranniske konge, Harûn ar-Rashid, som leder af det abbasidiske imperium. Det var under hans regeringstid, at den hellige imam tilbragte størstedelen af sit liv i et miserabelt fængsel indtil sin død.
MORALSK OG ETISK FORTRÆFFELIGHED:
Hvad angår hans moral og etiske fortræffeligheder, bemærker Ibn Hajar: ”Imam Mûsa al-Kâzims tålmodighed og overbærenhed var således, at han blev givet titlen ’al-Kâzim’ (den, der bider sin egen vrede i sig). Han var legemliggørelsen af gavmildhed og dyd. Han tilbragte sine nætter i bøn til Gud og sine dage i faste. Han tilgav altid dem, der behandlede ham uretfærdigt”.
Hans venlige og generøse holdning overfor folk var således, at han i al hemmelighed plejede at beskytte og hjælpe de fattige og nødlidende i Madina og sørge for at de havde penge, mad, tøj og andre nødvendigheder til deres livsophold. Det fortsatte med at være en gåde for modtagerne af gaverne i hele imamens levetid, hvem deres velgører var, men hemmeligheden blev ikke afsløret før efter hans død.
LITERÆRE OPNÅELSER:
Tiden og omstændighederne tillod ikke den hellige imam Mûsa al-Kâzim at oprette institutioner til at videregive religiøs viden til sine tilhængere, ligesom hans far imam Muhammad al-Bâqir havde gjort. Han blev aldrig tilladt at henvende sig til en forsamling. Han fortsatte sin mission med at prædike og vejlede folk i hemmelighed. Han blev også forfatter af nogle få bøger, hvoraf den mest kendte er ”Musnand of imam Mûsa al-Kâzim.
DØD:
I 179 A.H. besøgte Harûn ar-Rashid Madina. Jalousiens og ondskabens ild blev tændt i hans hjerte overfor Ahl al-Bait, da han så den store indflydelse og popularitet imamen nød blandt folk der. Han arresterede imamen, mens han var optaget af bøn ved den hellige profets grav og han satte ham i fængsel i Bagdad i ca. fire år. Den 25. Rajab 183 A.H. gjorde han imamen til martyr via forgiftning. Selv hans lig blev ikke sparet for ydmygelser og blev taget ud af fængslet og efterladt på Bagdads bro. Det lykkedes hans tilhængere at give hans krop hvile i Kazmain. (Irak)
Navn: 'Ali ibn Mûsa
Titel: ar-Reza
Kunya: Abul Hasan
Født i Madina torsdag d. 11. Dhil-kad 148 A.H. (765 A.D.)
Faders navn: Imam Mûsa al-Kâzim
Moders navn: Umm ul-Banîn Najma
Han døde i en alder af 55 år i Mashad i Khurasan tirsdag d. 17. Safar 203 A.H. (818 A.D.)
Forgiftet af abbaside kaliffen Ma’mûn.
Begravet i Mashad (også kaldet Tus, Iran)
Hazrat 'Ali ar-Reza blev født i Madina d. 11. Dhil-kad 148 A.H. Han var også kendt som Abul Hasan.
OPDRAGELSE OG UDDANNELSE:
Imam 'Ali ar-Reza voksede op under sin faders hellige vejledning i 35 år. Hans egen indsigt og åndfuldhed i religiøse anliggender kombineret med den fortræffelige opdragelse og træning fra sin far gjorde ham unik i sit åndelige lederskab. Imam Reza var et levende eksempel på den mægtige profets ydmyghed og hazrat 'Alis mod og gavmildhed.
ARVEFØLGE:
Imam Mûsa al-Kâzim var udmærket klar over den magthavende regerings aggressive planer mod imamatet og derfor erklærede han i sin levetid imam Reza som sin efterfølger i tilstedeværelse af 171 prominente religiøse gejstlige og bad sine sønner og sin familie om at underkaste sig ham og henvise til ham i alle anliggender efter sin død. Han efterlod også et skriftligt dokument, som var underskrevet og godkendt af 16 prominente personer, der erklærede imam Rezas overtagelse. Alle disse nødvendige forudsætninger var taget af den store imam for at undgå forvirring, som ellers kunne være opstået efter hans død.
IMAMAT:
Imam Mûsa al-Kâzim blev forgiftet, mens han stadig var i fængsel og han udåndede den 25. Rajab 183 A.H. Samme dag blev imam 'Ali ar-Reza erklæret den ottende imam for den muslimske verden. Imam Reza havde den store opgave foran sig at den korrekte forklaring af den hellige koran skulle udkomme under de mest uhensigtsmæssige omstændigheder, som herskede under Harûn ar-Rashids regering. Mange, der tilhørte troen, blev fængslet og dem, som var frie og ikke kunne fængsles, led utallige grusomheder og smerter. Imam Reza satte sit præg på sin tid ved at fortsætte den store profets mission på fredelig vis, selv i de mest kaotiske perioder, og det var hovedsageligt på grund af hans anstrengelser, at den hellige profets lære og hans efterkommere blev kendt vidt omkring.
Imam Reza havde arvet vigtige kvaliteter i sind og hjerte fra sine forfædre. Han var en alsidig person og han mestrede mange sprog. Ibn Asir Jazeri påpegede meget rigtigt, at imam Reza utvivlsomt var den største vismand, helgen og lærde i det andet århundrede (A.H.).
Engang var han på vej til Khurasan fra Madina og han ankom på hesteryg til Nisapur. Utallige mennesker var kommet for at møde og se deres store imam og de samlede sig omkring ham og vejene var overfyldte. Abu Zare Razi og Muhammad ibn Aslam Tûsy, den tids to største lærde, trådte ud af forsamlingen og bad imamen stoppe der en tid, så alle tilhængerne kunne høre, hvad han havde at sige. De bad også imamen om at henvende sig til forsamlingen. Imamen opfyldte deres anmodning og han forklarede i sin korte tale til den kæmpestore forsamling den rigtige forklaring af ”la illaha illal-Lah”. Han citerede Guds ord, da han sagde at Kalima er Guds borg og den, som træder ind i denne borg, redder sig selv fra Hans vrede.
Han holdt pause et øjeblik og fortsatte derefter med at sige at der også var nogle få betingelser for at få ret til at træde ind i borgen. Den største af disse var oprigtig og fuldstændig underkastelse til tidens imam, og han forklarede tydeligt at enhver illoyalitet overfor profeten og hans efterkommere ville fjerne retten til indgang i borgen. Den eneste måde at opnå den almægtige Guds behag var ved at adlyde profeten og hans familie og at det var den eneste vej til frelse og udødelighed.
Den ovennævnte hændelse viser tydeligt den store imam Rezas popularitet og den kærlighed, loyalitet og respekt muslimerne gav deres elskede imam. Kongen Ma’mûn ar-Rashid var klar over, at han ikke ville overleve længe, hvis ikke han også udtrykte loyalitet overfor den store leder og hans efterretningsvæsen havde tydeligt sagt til ham, at det iranske folk var oprigtig loyal overfor imamen. Den eneste måde han kunne vinde dem til sig, var ved at lade som om han også respekterede og havde sympati overfor imam 'Ali Reza. Ma’mûn var en meget dreven person. Han lavede en plan om at invitere imam Reza og tilbyde ham at arve tronen. Imamen blev indkaldt af en kongelig forordning og var tvunget af forholdene til at forlade Madina, hvor han levede et stille liv, og fremstille sig selv ved Ma’mûns kongelige hof.
Ved sin ankomst gav Ma’mûn ham en kongelig modtagelse og tilbød ham at overtage tronen, idet han kommenterede i bestemte vendinger at han (Ma’mûn) ville tilrive sig imamens rettigheder og bad ham acceptere tilbudet.
Først afviste imamen tilbudet, fordi han ikke var interesseret i at have jordisk magt og han var tilfreds med at fortsætte sit missionær arbejde og leve et stille liv i Madina. Ma’mûn vidste at imamens endelige afslag af hans tilbud ville gøre ham utrolig upopulær og han plagede den hellige imam om at acceptere. Til sidst gik imam Reza med til kravet og skrev følgende bemærkning på tronfølge dokumentet: ”Jeg accepterer at overtage efter Ma’mûn på den betingelse, at han anerkender vores ret til profetens direkte arvefølge. Jeg kan forudse, at der er en fælde i det, men jeg vil ikke skuffe forslagsstilleren, førend han viser sig uværdig overfor sin aftale.”
Allama Shibly giver i sin bog ”Al-Ma’mûn” et meget tydeligt billede af, hvordan Ma’mûn besluttede at tilbyde sit lederskab til imam Reza:
”Imam Reza var den ottende imam og Ma’mûn værdsatte ham højt på grund af imamens ydmyghed, visdom, viden, beskedenhed, anstand og personlighed. Derfor besluttede han at nominere ham som retmæssige tronfølger. Tidligere i år 200 A.H. havde han indkaldt abbasiderne. 33.000 abbasider accepterede invitationen og blev underholdt som kongelige gæster. Under deres ophold i hovedstaden, holdt han øje med og noterede sig deres evner og han nåede frem til den konklusion, at ingen af dem fortjente at overtage tronen efter ham. Han talte derfor til dem alle i en forsamling i 201 A.H., hvori han i kategoriske vendinger fortalte dem, at ingen af abbasiderne fortjente af overtage efter ham. Han krævede på dette møde loyalitet fra folket til imam Reza og erklærede at de kongelige kåber i fremtiden skulle være grønne, den farve som havde den enestående anseelse at være farven på imamens klæder. En kongelig forordning blev udsendt, som sagde at imam Reza skulle efterfølge Ma’mûn og at hans titel ville være 'Ali Reza-min-ale-Muhammad.
Selv efter erklæringen om overtagelsen og imamen havde alle muligheder for at leve et luksuriøst kongelig liv, viste han ingen interesse i materielle goder og han hengav sig fuldstændig til at videregive den sande islamiske forståelse af profetens lære og den hellige koran. Han tilbragte det meste af sin tid i bøn og han tjente folket.
Han benyttede fuldt ud de bevillinger, han havde fået via sin ophøjede position i det kongelige hof. Han organiserede majlis’ (møder) som mindedes de shahid, der dræbtes i Kerbala'. Disse majlis blev afholdt første gang i imam Muhammad Bâqir og imam Jafar as-Sâdiqs tid, men imam Reza gav Majlis en ny kraft ved at opmuntre de poeter, som skrev kraftfulde digte, der skildrede de moralske aspekter af tragedien og imam Hussains og hans ledsageres lidelser.
Ma’mûn var skræmt over imamens voksende popularitet og udpegede ham som sin tronfølger, for at opfylde sine egne begærlige og skumle planer samt at opnå imamens godkendelse af sine snedige ideer. Selvfølge nægtede imamen at godkende planer, der gik imod islams lære. Ma’mûn blev derfor meget skuffet over imamen og besluttede en gang for alle at standse hans voksende popularitet og derved sikre sin egen overlevelse, ved at handle ifølge de gamle traditioner og dræbe imamen. Han ville gøre det på en udspekuleret måde. Han inviterede imamen til middag og bespiste ham med forgiftede druer. Imamen døde den 17. Safar i år 203 A.H. Han blev begravet i Tûs (Mashad) og hans storslåede grav taler vel for den store personlighed imamen var. Utallige muslimer besøger hans grav hvert år for at vise imamen deres loyalitet.
Navn: Muhammad ibn 'Ali
Titel: Taqi og Al-Jawad
Kunya: Abu Jâfar
Født i Madina fredag den 10. Rajab år 195 A.H. (811 A.D.)
Faders navn: Imam Reza (a.s.)
Moders navn: Khaizuran
Han døde i en alder af 25 år i Kazmain, onsdag d. 29. Dhil-qad år 220 A.H. (835 A.D.). Han blev forgiftet af abbaside kaliffen Mu’tasim.
TILNAVN OG TITLER:
Imamens tilnavn var Abu Jâfar og hans berømte titler var al-Taqi og al-Jawad. Fordi imam Muhammad al-Bâqir, den femte imam, blev kaldt Abu Jâfar, har historikere kaldet denne imam Abu Jâfar den Anden.
BARNDOM:
Imam Muhammad blev opdraget af sin hellige far imam 'Ali Reza i fire år, men på grund af omstændighederne måtte imam 'Ali Reza udvandre fra Madina til Khurasan (Iran) og efterlade sin søn. Imamen var fuldt bevidst om den herskende konges upålidelige karakter og var sikker på, at han ikke mere ville vende tilbage til Madina. Derfor erklærede han før sin afgang fra Madina sin søn Muhammad al-Taqi sin efterfølger, og bibragte ham al sin guddommelige viden samt åndelige genialitet.
IMAMAT:
Imam 'Ali Reza blev forgiftet den 17. Safar år 203 A.H. og med virkning fra samme dag blev imam Muhammad al-Taqi befuldmægtiget af Gud til at tage ansvaret for imamatet. Da han kun var otte år, var der ingen åbenbar chance for, at den unge imam ville opnå store mængder viden og praktiske bedrifter. Men efter få dage ikke kun debatterede han med samtidige lærde om emner angående Fiqh (jurisprudens) Hadith (tradition), Tafsîr (korankommentar) o.s.v. og overgik dem, men han tilskyndede også deres beundring og anerkendelse af sin lærdom og fortrin. Fra den tid, indså verden at han besad guddommelig viden og at den viden de hellige imamer beherskede ikke var noget de opnåede, men var tildelt af Gud.
LITTERÆRE OPNÅELSER OG FORTRIN:
Længden af imam Muhammad Taqis liv var kortere end hans forgængeres, så vel som sine efterfølgeres. Han blev imam som 8-årig og blev forgiftet da han var 25. Dog var hans litterære opnåelser mange og han fik stor respekt og høj anseelse.
Den hellige imam var symbol på Hazrat Muhammads venlighed og Hazrat 'Alis evner. Hans arvede kvaliteter bestod af tapperhed, dristighed, velgørenhed, lærdom, tilgivelse og tolerance. Det mest fremtrædende aspekt i hans natur og karakter var at vise gæstfrihed og høflighed overfor alle, at hjælpe de trængende, opretholde lighed under alle omstændigheder, leve et simpelt liv, hjælpe forældreløse, videregive lærdom til dem, som var interesserede i opnå viden, samt at lede folk på den rette vej.
UDVANDRING TIL IRAK:
For at samle sit imperium indså abbaside kaliffen Ma’mûn, at det var nødvendigt at vinde sympati og støtte fra iranerne, som altid havde været venlige overfor Ahl al-Bait. Derfor var Ma’mûn, ud fra et politisk synspunkt, tvunget til at etablere kontakter med Bani Fâtima på bekostning af båndene med Bani Abbas og derved vinde shiitternes gunst. Derfor erklærede han imam Ali Reza som sin tronfølger, selv imod imamens vilje, og fik sin søster Umm Habiba gift med ham. Ma’mûn forventede, at imam 'Ali Reza ville støtte ham i statens politiske anliggender. Men da han opdagede, at imamen ikke var interesseret i politiske anliggender og at masserne underkastede sig imamen mere og mere på grund af hans åndelige storhed, forgiftede han ham. Dog fortsatte den kritiske situation, som havde fået ham til at nominere imam 'Ali Reza som sin arving. Derfor ønskede han at gifte sin datter Umm-ul-Fazl med imam 'Ali Rezas søn Muhammad Taqi og med dette formål for øje, inviterede han imamen fra Madina til Irak.
Bani Abbas blev utroligt utilfredse da de opdagede at Ma’mûn planlagde at gifte sin datter med imam Muhammad al-Taqi. En delegation bestående af nogle ledende personer opvartede ham, for at tale ham fra sin intention. Men Ma’mûn blev ved med at beundre imamens lærdom og evner. Han mente, at selvom imam Muhammad al-Taqi var ung, var han i sandhed en rigtig efterfølger af sin far i alle hans dyder og at den mest dybsindige lærde i den islamiske verden, ikke ville kunne konkurrere med ham. Da abbasiderne bemærkede at Ma’mûn tilskrev imamen hans overlegenhed på grund af sin lærdom, valgte de Yahya ibn Aksam, den største lærde og nævning i Bagdad, til at diskutere med ham.
Ma’mûn udsendte en bekendtgørelse og organiserede et stort møde til konkurrence, som resulterede i at store menneskemængder samledes fra hele kongeriget. Udover ædle og officielle personer, var der 900 stole reserveret til de lærde alene. Verden undrede sig over, hvordan et lille barn kunne konkurrere med en erfaren dommer i religiøs lov (Qadi-ul-Qudât) og den største lærde i Irak.
Imam Muhammad al-Taqi sad ved siden af Ma’mûn på sin trone overfor Yahya ibn Aksam, som henvendte sig således til imamen:
”Tillader du mig at stille dig et spørgsmål?”
”Spørg mig om hvad du har lyst”, sagde imamen med sine forfædres typiske tone.
Yahya spurgte derefter imamen: ”Hvad er din afgørelse angående en mand som går på jagt, imens han er i en tilstand af ’ihram’? (Ifølge religiøs lov skal jagt være forbudt for en pilgrim).
Imamen svarede straks: ”Dit spørgsmål er uklart og vildledende. Du skulle helt afgjort have defineret, om han jager indenfor Ka’baens domsmyndighed eller udenfor, om han var en boglig dannet person eller analfabet, om han var slave eller fri, om han var en mindreårig eller fuldmyndig person, om det var første gang eller han havde gjort det før, også om det drejer sig om en fugl eller et kreatur, om byttet var stort eller lille, om han jagtede om natten eller om dagen, om jægeren angrede sin handling eller fastholdt den, om han jagtede offentligt eller hemmeligt, om ’ihram’ var for ’Umra eller Hajj. Når ikke alle disse punkter er forklaret, kan der ikke gives noget specifikt svar på spørgsmålet”.
Qadi Yahya var chokeret over at høre disse ord fra imamen og hele forsamlingen var målløse. Der var ingen grænser for Ma’mûns glæde. Han udtrykte sin glædesfølelser og beundring således: ”Bravo! Godt gjort! Oh Abu Jâfar! (Ashanta Ashanta ya Abu Jâfar), din lærdom og evner når ud over alle grænser.”
Da Ma’mûn ønskede at imamens modstander blev stillet til skue fuldt ud, sagde han til imamen, ”Du må også stille et spørgsmål til Yahya ibn Aksam”.
Derpå sagde Yahya også tøvende til imamen: ”Du må også stille mig et spørgsmål. Hvis jeg kan svare på det, gør jeg det, og hvis ikke, vil jeg bede dig om at give svaret.”
Derefter stillede imamen ham et spørgsmål, som han ikke kunne svare på. Imamen besvarede det for ham.
Ma’mûn henvendte sig til tilskuerne således: ”Sagde jeg ikke, at imamen kommer fra en familie, der er blevet valgt af Allah som guldgrube for viden og lærdom? Er der nogen i denne verden, som overgår selv børnene fra denne familie?”
Alle råbte: ”Der er utvivlsomt ingen der overgår Muhammad ibn 'Ali al-Taqi.”
Ved denne samme forsamling giftede Ma’mûn sin datter Umm ul-Fazl til imamen og uddelte rundhåndet velgørenhed og gaver blandt sine undersåtter som et tegn på sin glæde. Et år efter ægteskabet med sin kone, vendte imamen tilbage til Madina fra Bagdad sammen med sin kone og begyndte der at udbrede Allahs bud.
HANS DØD:
Efter Ma’mûns død overtog Mu’tasim Billah tronen og han fik en mulighed for at forfølge imamen og bringe had og ondskab imod ham på bane. Han kaldte imamen til Bagdad. Imamen ankom til Bagdad den 9. Muharram år 220 A.H. og Mu’tasim forgiftede ham i samme år. Han døde den 29. Dhil-qad 220 A.H. og han blev begravet ved siden af sin farfar, den syvende imam Mûsa al-Kâzim, ved Kazmain i en forstad til Bagdad.
Navn: 'Ali ibn Muhammad
Titel: an-Naqi og Al-Hâdi
Kunya: Abul Hasan
Han blev født i Surba i Madinas omgivelser, fredag den 15. Dhil-hajj år 212 A.H.
Faders navn: imam Muhammad Taqi
Moders navn: Summana Khatûn
Han døde i en alder af 42 år i Samarra, mandag den 26. Jamadi-ul-akhar 254 A.H. Han blev forgiftet af abbaside kaliffen Mutaz.
Han blev begravet i Samarra nær Bagdad i Irak.
Den tiende imam blev ligesom sin far også ophøjet til imam i sin barndom. Han var seks år gammel, da hans far imam Muhammad Taqi døde. Efter Ma’mûn ar-Rashîds død, efterfulgtes han af Mu’tasim og senere blev han efterfulgt af kaliffen Wasiq Billah. Imam 'Ali Naqi levede fredeligt i de første fem år af sit liv under Wasiqs styre. Efter Wasiq Billah, kom Mutawakkil til magten. Mutawakkil var for optaget af statens anliggender til at genere imamen og hans tilhængere i fire år. Men så snart han havde frigjort sig fra disse anliggender, begyndte han at forulempe imamen. Den hellige imam hengav sig til den hellige mission at prædike i Madina og opnåede således folks tillid, samt deres loyalitet og anerkendelse af hans store viden og egenskaber. Imamens ry vakte Mutawakkils jalousi og ondskab.
Madinas guvernør skrev til Mutawakkil at imam 'Ali Naqi havde planlagt et kup imod regeringen og at mange shiitter støttede ham. Selvom Mutawakkil blev ophidset over disse nyheder, foretrak han at undlade at arrestere den hellige imam. I stedet for lod han som om, han nærede stor respekt og kærlighed til imamen, alt imens han planlagde at sætte imamen i fængsel på livstid, når han havde inviteret ham over til sig.
Før hans fængsling, udtrykte Mutawakkil i en række brevvekslinger, at han var overbevist om imamens krav og at han var rede til at afslutte dem på venskabelig vis. Han skrev til imamen, at efter at være blevet bedre bekendt med hans store personlighed, hans mageløse viden og hans uforlignelige egenskaber, utålmodigt så frem til den ære at møde ham, og at han inderligt inviterede ham til Samarra. Selvom imamen var klar over Mutawakkils upålidelige intentioner, forudså han de fatale konsekvenser hvis han afslog, og besluttede tøvende at forlade Madina. Da imamen ankom til Samarra og Mutawakkil blev informeret om dette, tog han sig ikke af imamens ankomst. Da han blev spurgt, hvor imamen skulle opholde sig, beordrede han, at imamen skulle bo på et herberg for tiggere, fattige og hjemløse.
Mutawakkil, som var en dødelig fjende af Ahl al-Bait, fjernede imamen fra herberget og overlod ham i varetægten hos en brutal fyr ved navn Zarraqui. Men ved Guds nåde, var hans fjendskab for et kort periode forandret til kærlighed og hengivelse overfor imamen. Da Mutawakkil opdagede dette, satte han imamen i varetægt hos en anden ondskabsfuld mand ved navn Sayid. Imamen forblev under hans strenge vagtsomhed i et antal år, hvori han blev underkastet meget tortur. Men selv under denne elendige fængsling blev imamen ved med at hengive sig til Guds tilbedelse på alle tider. Vagtmanden i fængslet plejede at kommentere at imam 'Ali an-Naqi lignede en engel i menneskeklæder.
Da Fatih ibn Khaqan blev Mutawakkils vesir, kunne han som shiit, ikke udholde tanken om imamens fangenskab. Han bestræbte sig på at få ham løsladt fra fængslet og sørgede for en behagelig bolig i et personligt erhvervet hus i Samarra. Dog kunne Mutawwakil ikke afholde sig fra sin fjendtlige indstilling overfor imamen og han udpegede spioner til at holde øje med imamen og hans omgangskreds. Men på trods af alle disse forsøg, kunne hans håb om at skabe en beretning der skulle bevise imamens aktiviteter imod ham ikke realiseres.
På Mutawakkils tid, levede der en kvinde ved navn Zainab, som påstod at være en efterkommer af imam Husain. Mutawakkil spurgte imamen, om han kunne bekræfte Zainabs påstand og sagde, at ligesom dyrene er forbudt at æde imam Husains efterkommeres kød, ville han kaste Zainab ind til dyrene og teste hendes påstand. Da Zainab hørte dette, begyndte hun at ryste og indrømmede, at hun var en svindler. Mutawakkil beordrede derpå at imamen blev kastet for dyrene for at teste hans påstand. Til sin store overraskelse så han dyrene bøje deres hoveder foran imamen.
Engang led Mutawakkil af en alvorlig sygdom, som blev erklæret uhelbredelig af lægerne. Da imamen blev spurgt om hjælp, foreskrev han en bøn, som resulterede i en spontan helbredelse.
Engang blev Mutawakkil informeret om, at imamen planlagde et oprør imod ham. Han beordrede derpå en afdeling af hæren at udføre et angreb på imamens bolig. Da soldaterne kom ind i huset, fandt de imamen siddende på en måtte mens han reciterede koranen.
Ikke kun Mutawakkil men også hans efterfølgeres modstand mod imamen var voldsom. Efter Mutawakkils død førte Mustansir Billah, Mustain Billah og Mutaz Billah den samme chikanerende mission videre imod imamens familie.
Mutaz, som indså den ukontrollable og intense hengivelse folket nærede for imamen, udtænkte med tiden imamens snigmord. Han gav ham gift via en ambassadør, som resulterede i hans død indenfor få timer. Martyriet skete den 26. Jamadi-l-âkhar 254 A.H. og hans begravelsesbøn blev udført af hans søn, imam Hasan al-Askari. Imamen var kun 42 år gammel, da han døde. Hans imamat varede 35 år. Han blev begravet i Samarra (Irak).
Navn: Hasan
Titel: Al-Askari
Kunya: Abu Muhammad
Født i Madina mandag d. 8. Rabi-ul-Âkhar 232 A.H.
Faders navn: Imam 'Ali Naqi
Moders navn: Salîl
Han døde 28 år gammel i Samarra, fredag d. 8. Rabi-ul-Awwal 260 A.H. Han blev forgiftet af abbaside herskeren Mu’tamad.
Han blev begravet i Samarra.
Den hellige imam Hasan al-Askari tilbragte 22 år af sit liv under sin fars, den hellige imam Ali Naqis beskyttelse, efter hvis martyrium, han blev den guddommeligt udpegede imam.
På hans tid var abbaside herskerne indviklet i politiske slagsmål. Dog frygtede de den retmæssige og guddommeligt udvalgte imam, Hasan al-Askaris eksistens og de vidste, at hans søn ville blive ’Mahdi’ eller vejlederen for menneskeheden for alle tider indtil dommedag. Derfor påførte disse herskere imamen alle mulige ulykker, og han tilbragte af den grund størstedelen af sit liv i fængsel og der blev pålagt mange restriktioner på de bevægelser, han satte i gang. På trods af dette udførte han altid imamatets pligter med opmuntret og mageløs udholdenhed.
Den hellige imam var konstant optaget af at videregive religiøs viden og lede folk på den rette vej. Historien viser at korankommentatorer ofte har citeret forklaringer på den hellige korans vers fra denne imam.
Abbaside herskeren på den tid hed Mu’tamad og han indså at verden rungede med den hellige imams lovprisninger. Han blev rastløs af misundelse og fordi han frygtede at folket åbenlyst ville erklære imamen deres loyalitet, gjorde han ham til martyr.
Således forlod den hellige imam denne verden fredag d. 8. Rabi-ul-Awwal år 260 A.H. og han blev begravet ved siden af sin far imam 'Ali Naqi i Samarra.
Navn: Muhammad
Titel: Al-Mahdi, Sahib-ul-Asr og Al-Hujjat
Kunya: Abul Qâsim
Født i Samarra fredag d. 15. Shaban 255 A.H.
Faders navn: imam Hasan al-Askari
Moders navn: Narqis Khatûn
Han lever stadig og vil komme frem før verdens ende.
Første himmelske åbenbaring: 8. Rabi-ul-Awwal 260 A.H.
Endelige himmelske hemmeligholdelse/skjul: 10. Shawwal år 328 A.H. (939 A.D.)
Der er mange overensstemmende aspekter i fødslerne af Guds sidste sendebud, profet Muhammad, og den sidste imam, Imam Mahdi. Ligesom den hellige profets komme var forudsagt af tidligere profeter, var nyheden om imam Mahdis fødsel forudsagt af den hellige profet.
Der eksisterer utallige traditioner i denne sammenhæng citeret direkte fra den hellige profet, fra indholdet i mange bøger af Masanid, Sihan og Akhbar og fra shiitiske lærde (ulama’). Mange sunnitiske lærde har samlet disse traditioner i samlede bind, f.eks. ”Albayan fi akhbar-i-sahib-al-zaman” af Hafiz Muhammad ibn Yusuf Shafiyi, ”Zikrinaf-ul-Mahdi” af Hafiz Abu Nayim Isfahani samt ”Sihah-i-Abudaud” og ”Sunan ibn Maja”. Alle disse førnævnte bøger bærer vidnesbyrd om den hellige imams ankomst. Ud af disse traditioner er to af dem citeret i det følgende:
PROFETIER:
1) Abdullah Masûd citerer den hellige profet for at have sagt: ”Når tiden for verdens eksistens er udløbet og der kun er en dag tilbage før Dommedag, vil Gud forlænge denne dag med en sådan tidsmængde, at det endelige styre af en person fra min hellige familie, som bærer mit navn, tilpasses. Han vil derefter fylde jorden med fred og retfærdighed, som den har været fyldt med uretfærdighed og tyranni før ham.
2) Hazrat Abdullah ibn Abbas beretter at den hellige profet sagde: ”Jeg er leder over profeterne og 'Ali er leder over alle imamerne (profeternes efterfølgere). Jeg vil blive efterfulgt af 12 efterfølgere. Den første af dem er 'Ali og den sidste er Mahdi.” (Bihar-ul-Anwar)
Den førnævnte tradition garanterer den kendsgerning at den 12. imam er den sidste imam efter den hellige profet, og at han er den endelige guddommelige autoritet (hujjat) på jorden. Hans religiøse karriere inddeles i tre vigtige faser: 1) hans barndom, 2) hans ’ghaibat’ (skjul) og 3) hans ’zuhur’ (når han igen kommer frem fra sit skjul).
NAVN, TILNAVN OG TITLER:
Den tolvte imam hedder Muhammad. Hans tilnavn er Abdul-Qâsim og hans velkendte titel er Al-Qaim, Al-Hujjat, Al-Muntazar, Al-Mahdi og Sahbi-uz-Zaman.
FØDSEL:
Han blev født den 15. Shaban 255 A.H. i Samarra. De vigtige og enestående omstændigheder omkring hans fødsel, minder meget om dem, profeten Moses blev født under. Hazrat Moses’ fødsel signalerede undergangen og udslettelsen af faraonernes imperium, som havde beordret at alle Bani Israels nyfødte børn skulle dræbes. Abbaside kongerne var ligeledes bange for den hellige profets traditioner om fødslen af imam Mahdi, som ville bringe en forbandelse over deres imperium. De lå derfor i baghold for at opdage imamens fødsel og sætte en stopper for hans liv. Men begivenheden omkring hans fødsel blev indhyldet og skærmet af den samme guddommelige beskyttelse og mirakuløse fænomen, som markerede profet Moses’ historiske fødsel. Hans fødsel forblev strengt fortrolig og hans barnekammer hemmeligholdt undtaget for få hengivne.
Imamens fødsel faldt sammen med den velkendte abbaside konge Al-Mu’tamads regeringsperiode. Han kendte til forudsigelsen om den tolvte imams fødsel i løbet af hans regeringstid og var ekstrem bekymret og ivrig for at opspore ham. Men da imam Hasan Askari døde og han hørte, at hans begravelsesbøn var blevet udført af hans 4-årige søn, var der ingen grænser for hans forvirring.
Det strejfede ham, at denne dreng måtte være imamen, men han formåede at skjule sin indre bekymring ved nyheden om den unge imams eksistens. For at få bekræftet at imamen faktisk eksisterede, beordrede han anholdelsen af imamens moder, Janab-i-Nargis Khatûn.
ANHOLDELSEN AF JANAB-I-NARGIS KHATÛN.
Da Janab-i-Nargis Khatûn blev bragt frem foran Al-Mu’tamad og der blev stillet spørgsmål om den tolvte hellige imams fødsel, svarede hun, for at beskytte sit eget samt sin søns liv, at hun aldrig havde følt symptomer på fødselssmerter og veer. For denne gang lod han hende være, men hun blev strengt overvåget af Qadi Abu Shurab, som han betroede den opgave, at dræbe alle børn hun fødte.
Ikke længe efter denne hændelse gennemgik abbaside kongeriget en revolutionær fase, som forvirrede Al-Mu’tamad meget. Han var tvunget til at stå over for Sahib al-Zanj invasion, som hærgede Hijaz og Yemen og slap røvere og brandstiftere løs i hele abbaside kongeriget og underkastede administrationen i hovedstaden Bagdad fuldkommen kaos. Al-Mu’tamad var derfor naturligvis for optaget af krig, til at beskæftige sig med Janab-i-Nargis, som derfor blev løsladt efter seks måneder og ikke mere udspurgt om den tolvte hellige imams fødsel.
BARNDOM:
Den hellige imam voksede op hos sin far imam Hasan Askari, den elvte imam, som greb til samme illegale og hemmelige midler for at opfostre sit barn, som Hazrat Abu Tâlib havde benyttet for at beskytte den hellige profet Muhammad. Han plejede at tage sig af sit barn i den ene del af huset et par dage, hvorefter han flyttede ham til en anden, for ikke at hans opholdssted skulle blive kendt.
Mens imam Hasan Askari hemmeligholdt den unge kommende imams fødsel og anliggender om hans barndom, lod han ham komme i nærheden af nogle særlige hengivne og oprigtige venner, for at gøre dem bekendte med deres kommende imam, som de skulle sværge deres troskab til.
Herunder nævnes nogle få navne på folk, som havde den ære selv at møde den hellige imam Mahdi, citeret fra autentiske bøger af sunnitter og shiitter.
Abi Ghanim nævner, at da imam Hasan Askaris søn blev født, opkaldte han ham efter Muhammad og på den tredje dag efter han blev født, bragte han barnet frem for at vise det til nogle af sine tilhængere og sagde:
”Her er min efterfølger og jeres kommende imam. Han er den Qaim, til hvis ærefrygt jeres hoveder vil bøje sig. Han vil vende tilbage for at fylde jorden med velsignelser og retfærdighed efter at synder og ondskab har hærget”.
Mu’awiya ibn Hakîm, Muah Muhammad ibn Ayyub og Muhammad ibn Uthman nævnte, at de kaldte på imam Hasan Askari med en beskikkelse fra 40 personer. Den hellige imam viste sit nyfødte barn frem og sagde:
”Dette er jeres imam efter mig. I skal alle enstemmigt adlyde ham og tillad ikke nogen strid om emnet, som vil føre jer i fare. Husk, at han ikke mere vil være synlig for jer.”
IMAMAT:
Imam Hasan Askari døde d. 8. Rabi-ul-Awwal 260 A.H. og den dag markerer begyndelsen på hans søns imamat og hans ophøjelse til embedet er kilden til åndelig vejledning for hele universet. I overensstemmelse med Guds vilje, forblev alle anliggender angående den hellige imam bag forhænget, og han udpegede nogle udsendinge og ambassadører, som havde taget sig af religiøse sager fra hans fars tid, til at virke som formidlere mellem folket og den hellige imam. De bragte folkets problemer og religiøse spørgsmål til imamen og afleverede imamens svar og afgørelser til folket.
Det var med Guds vilje han forsvandt og han vil vise sig igen ifølge Guds vilje. Dette vil være optakten til dommedag.
Navn: Abbas
Titel: Qamar Bani Hâshim (’Hâshimitternes måne’)
Kunya: Abul Fazl
Født i Madina den 7. Rajab år 26 A.H.
Faders navn: Hazrat 'Ali ibn Abi Tâlib.
Moders navn: Fâtima bint Huzam ibn Khâlid
Blev martyr ved Kerbala’ som 34-årig, mandag den 10. Muharram år 61 A.H.
Han blev begravet i Kerbala’.
Hazrat Abbas var søn af hazrat 'Ali ibn Abi Tâlib. Hans moders navn var Fâtima, der var kendt som Ummul Banin. Hun var datter af Huzam ibn Khâlid, en berømt person fra Kalb-stammen, der var en stamme kendt for sit mod.
Hazrat Abbas blev født i Madina den 7. Rajab år 26 A.H. Da Hazrat 'Ali fik nyheden om hans fødsel, bøjede han sig ned på jorden som et tegn på sin ydmyge tak til Gud.
Imam Husain tog babyen i sine arme og reciterede Adhan og Iqâma (kald til bøn) i begge hans ører. Derpå åbnede den nyfødte baby sine øjne og kiggede på imam Husains ansigt, før han kiggede på de andre. På den syvende dag efter sin fødsel blev Aqîqa ceremonien udført, (fremhævet handling i Sunna) og hazrat 'Ali gav ham navnet Abbas.
Hazrat Abbas havde en smuk personlighed. Hans uforfærdede mod, hans høje tillid og hans ubøjelige loyalitet gav ham mange titler. Han blev kaldet ’Qamar bani Hâshim’, på grund af sit imponerende udseende. Hans usædvanlige ridekunst gjorde ham til ’sayyid ul-Furusan’ (rytternes leder). Hans evner til at lede folk resulterede i at han blev kaldt ’Rais-ul-Shujan’ (de tapres leder) og den måde hvorpå han ofrede sit liv, gav ham titlen ’Afzal-ul-Shuhada’ (den bedste af martyrerne) og Saqqa (vandbæreren), fordi han ofrede sit liv, mens han forsøgte at skaffe vand til imam Husains børn i den tragiske kamp ved Kerbala’. Han levede fuldt op til sit navn Abbas, som på arabisk betyder løve.
Hazrat 'Ali som selv var kendt som ’Guds løve’ opfostrede hazrat Abbas og vejledte ham dygtigt indtil han var 14 år gammel. De næste 10 år af hazrat Abbas’ liv tilbragte han hos imam Hasan og de sidste 10 sammen med imam Husain. Derfor er det ikke mærkeligt at han nærmede sig perfektion i så mange livsaspekter. Hans tapperhed, dristighed og modige livssyn havde han arvet fra hazrat 'Ali. Imam Hasan havde lært ham tålmodighed og tolerance. Hans modige loyalitet og selvopofrende natur var resultatet af sit samvær med imam Husain.
Imam Jâfar as-Sâdiq har sagt: ”Jeg bevidner, oh Abbas, at du har nået zenit for fuldendelse, når det drejer sig om at hengive sig selv, loyalitet og lydighed.”
Imam Zain-ul-Abidîn sagde: ”Må Gud overøse min onkel Abbas med Sine velsignelser. Den måde hvorpå han ofrede sit liv for sin bror imam Husain viste den højeste selvopofrelse. Han kæmpede tappert for at beskytte imam Husain, og det var først da han mistede begge arme, at han faldt i krigen. Gud kompenserede for ham ved i himlen at give ham to vinger til at flyve med. Sandelig, hazrat Abbas’ rang hos Gud er så høj, at alle martyrer vil misunde ham på dommedag.
Hazrat 'Alis ønske var at sikre at hazrat Abbas prædikede den islamiske religion og tjente profetens familie. Hazrat Abbas var i kamp første gang, da han var 11 år gammel. Det var slaget ved Sifin. En dag viste han sig kamufleret, maskeret og bevæbnet på slagmarken. Da Ibn Shasa, som var en modig og berømt kæmper, så denne maskerede person, bad han en af sine syv sønner slå ham ned. I stedet blev sønnen hurtigt slået til jorden. De andre seks sønner forsøgte ligeledes, men de led samme skæbne. Til sidst gik Ibn Shasa selv imod ham, og den måde hvorpå han blev bekæmpet, fik alle de andre mennesker til at stirre i vantro. De troede denne kæmper måtte være hazrat 'Ali og ingen turde træde frem imod ham. Da hazrat Abbas fjernede masken blev de overraskede over at se, at det ikke var hazrat 'Ali, men i stedet arvingen af hazrat 'Alis tapperhed.
HANS HENGIVELSE TIL IMAM HUSSAIN:
Hazrat Abbas’ hengivelse, respekt og kærlighed til imam Husain var så dyb, at han plejede at tilbede den jord imam Husain gik på. Det siges at han plejede at komme støv fra imam Husains fødder i sine øjne. Han afskyede enhver der havde forrang i at tjene imam Husain. Selv som barn forhindrede han andre i at tjene imam Husain. Det siges at imam Husain engang var med sin hellige far imam 'Ali i Kufas moske og han bad Qamber om vand. (Qamber var en velkendt og adlydende tjener hos imam 'Ali). Da Qamber rejste sig for at hente vand, bad hazrat Abbas, som på den tid var et lille barn, Qamber om at standse og sagde at han selv ville bringe sin herre vand.
Han var altid ved imam Husains side efter de forlod Madina og alle medlemmerne af imamens familie elskede ham. Han var så hengiven overfor imam Husain, at hazrat Abbas nægtede at svare, da Shimr ibn Ziljoshan, den næstkommanderende i Yazids hær, kom mod imam Husains lejr og råbte: ”Hvor er mine nevøer Abbas, Abdullah, Jâfar og Uthmân?” Det var først da imam Husain sagde til ham, at han skulle svare, for selvom han var korrupt, var han stadig en af hans slægtninge, at hazrat Abbas svarede Shimr på hans spørgsmål. ”Oh mine nevøer, jeg har specielt bedt Ubaydullah ibn Ziad om jeres sikkerhed. Hvorfor ønsker I at blive dræbt sammen med Husain? Hvorfor slutter I jer ikke til den mægtige Yazids tropper?”
Hazrat Abbas så på ham med foragt og svarede: ”Må Guds vrede være over dig og dit forslag, oh Guds fjende! Hvordan vover du at råde os til at forlade vores herre, imam Husain, og forbinde os med den korrupte og vildledte Yazid?” Shimr vendte sig og gik vredt derfra.
Omsider begyndte slaget og imamens tilhængere, talmæssig underlegen deres fjende, begyndte at falde. Hazrat Abbas' tre brødre Abdullah, Jâfar og Uthmân, såvel som hazrat Abbas’ to sønner Fazl og Qâsim kæmpede med stor tapperhed, før de blev dræbt.
Råbene om vand fra børnene i imam Husains lejr på Ashura’-dagen, bedrøvede hazrat Abbas dybt. Da han havde fået tilladelse af imam Husain, tog han den tomme vandbeholder fra Janab-i-Sukaina, imam Husains datter, og drog mod Eufratfloden. Han skar igennem Yazids hærs geled og rækker og skyndte sig hen til flodbankerne, fyldte beholderen med vand og ville vende tilbage til lejren. Yazids hær omringede den tapre hazrat Abbas. Han holdt vandbeholderen i den ene hånd og begyndte at kæmpe med den anden. Da begge hans hænder var skadede, greb han vandbeholderens strop med tænderne. Det voldsomme slag fra en stav på hans hoved, rystede ham og han faldt af hesten og kaldte på imam Husain. Imam Husain nåede ham med stor besværlighed og placerede hans hoved på sit skød. Hazrat Abbas åbnede derpå sine øjne og kiggede en sidste gang på den hellige imams ansigt og udåndede.
Navn: Zainab
Titel: Siddiqa-i-Sughra
Kunya: Umm-ul-Massaib
Født i Madina den 1. Shaban år 6. A.H.
Faders navn: Hazrat 'Ali al-Murtaza
Moders navn: Janab Fâtima Zahra
Døde den 16. Dhil Hajj –
Janab-i-Zainab blev født i Madina den 1. Shaban år 6. A.H. Hendes far var den første hellige imam hazrat 'Ali al-Murtaza og hendes mor var Janab-i-Fâtima Zahra, den hellige profets eneste og elskede datter.
På den syvende dag efter hendes fødsel fejrede den hellige profet hendes aqîqa og navngav hende Zainab. Hendes tilnavne var Umm Hasan og Umm Masaib. Hendes udbredte titler var Sharikat-ul-Husain, Siddiqa-i-Sughra og Aqila-i-Bani Hâshim.
På grund af sin dybe kærlighed tog den hellige profet sig af hende og opfostrede hende. Desværre døde den hellige profet, da hun var fem år gammel og kun to måneder senere mistede hun også sin moder. Derpå lå hele ansvaret med hendes opdragelse på hazrat 'Alis skuldre. Den viden hun havde fået fra den hellige profet og Janab-i-Fâtima og senere hazrat 'Ali resulterede senere naturligt i at hun havde mange dyder. Godgørenhed, opofrelse, mod og hengivelse til Gud blev hendes livsstil. Hun beherskede viden om den hellige koran og den hellige profets ahadîth.
Selvom hun blev gift da hun var 11 år gammel med hazrat Abdullah, søn af Janab Jâfar-i-Tayyar, hazrat 'Alis nevø, blev hun hos sin fader og hjalp ham sammen med sin mand. Da hazrat 'Ali besluttede at gøre Kufa til sit hovedkvarter, flyttede både hun og hendes mand også til Kufa, så hun stadig kunne være i nærheden af sin far.
En sunnittisk lærd ved navn Raziq-ul-Khairi skriver i sin bog ”Sayyida ki-beti”: ”Hendes ængstelse for den hjemlige økonomi var så dyb, at kun de yderste livsnødvendigheder fandtes i huset. Hun troede ikke på luksus og undgik alle unødvendige udgifter. Hun var meget sparsommelig og selv maden blev tilberedt i forhold til fortæring. Hun fastholdt streng disciplin og hun spiste ikke før alle mandlige medlemmer og børn var blevet serveret for. Hun havde arvet hendes bedstefars moralske og etiske egenskaber. Hun var meget høflig og gæstfri overfor de kvinder, der besøgte hende. Hendes klæders simpelhed og hendes hengivenhed i socialt arbejde gjorde hende til et levende eksempel for andre. De unge piger i nabolaget kom tit til hendes hus for at lære disciplin og hun underviste dem uden tøven.”
Omfanget af Janab-i-Zainabs hengivelse til Gud kan afgøres ud fra hendes bror imam Husains ord, der sagde til hende da han forlod hende på ashura-dagen: ”Oh kære søster, glem mig ikke i dine natlige bønner.” Imam Zain-ul-Abedin sagde: ”Min tante Zainab blev underkastet kvaler ved Kerbala’, men selv under disse forfærdelige forhold sprang hun ikke over ”Namaz–i-Shab” (de bønner der bedes efter midnat og før daggry).
Janab-i-Zainabs prædikener beviser hendes store tro og viden om den hellige koran, ahadît, fiqh (religiøs lov) og så videre.
Efter imam Husains martyrium blev Janab-i-Zainab og de andre kvinder i lejren behandlet groft og var nærmest uden beskyttelse. De var fanger i en uge eller lignende i Kufa og blev dernæst sendt til Damaskus. Det var under rejsen til Damaskus Janab-i-Zainab med succes overbragte islams principper og praksis og forklarede formålet med Shahadat til den almene offentlighed. Hun forklarede sammen med Zain-ul-Abedin til offentligheden, at de var Âle Rasûl, som havde islams sande principper og praksis med sig og som var ansvarlige for at sprede og beskytte den hellige profets budskab. De forklarede også offentligheden, at det netop var af denne grund, at Yazid og hans hær nådeløst dræbte ikke kun slægtninge og tilhængere af imam Husain, men også imamen selv.
Senere i Damaskus gav Janab-i-Zainab mange historiske prædikener i Yazid og ibn Ziads hof. Hun uddybede de islamiske idealer, lært af den hellige profet, og hun udødeliggjorde imam Husains mission. Her følger et eksempel på hendes glimrende talekunst:
”Priset og æret være Gud og velsignet være min bedstefar Muhammad Mustafa og hans rene slægtninge. Oh folk fra Kufa! Oh I løgnagtige forrædere. Græder I? Måtte jeres gråd og jeres klageråb aldrig ophøre. I kan sammenlignes med en kvinde, som styrker en tråd blot for at ødelægge den senere. I har fordømt jer selv ved jeres bedrag og svig. De eneste ting I kender er misundelse, had, smiger og sladder.”
”I har skadet jer selv med så forfærdelige handlinger, at Gud er vred og I er dømt til evig lidelse. I har mistet jeres ret til latter og nu er der intet tilbage til jer undtaget at sørge og græde. Jeres synders skampletter er således, at I aldrig kan vaske dem væk. Indser I, at I har udgydt den hellige profets efterfølger, imam Husains blod, som kunne være blevet jeres frelser? Imam Husain, leder af Paradisets ungdom, var den I behøvede som vejleder og til hvem I kunne have henvendt jer, når I var i nød.
”Jeres synders byrde er forfærdelig og vil resultere i jeres ødelæggelse. Jeres anstrengelser vil ikke bringe jer noget og I vil lide den evige forbandelses vanære og ydmygelse. Ve jer, oh Kufas folk, har I nogensinde overvejet, hvor meget I har såret den hellige profet? Har I vurderet storheden og renheden af den person, hvis blod I har udgydt og indser I hvor højt respekteret hans slægtninge var, som I ikke har vist respekt? I har imod Guds glæde underkastet os lidelse efter lidelse. Er I overraskede over der flød blod fra himlen? Lidelserne i det hinsides er værre og der vil ikke være nogen, der kan hjælpe jer.” Fortælleren beretter: ”Ved Gud, jeg så mængden stå målløse og alle skjulte ansigtet i deres hænder og græd.”
GRUNDLÆGGELSEN AF AZDARI (SORG):
Ahl al-bait blev løsladt fra fængslet og Yazid tildelte dem et hus i nærheden af Darul-Hijara ved Damaskus, i overensstemmelse med Janab-i-Zainab, for at imødekomme imam Husains efterladte. I dette hus grundlage janab-i-Zainab Azdari (sorg) for imam Husain. I dette hus lagde Janab-i-Zainab et tæppe og fik Zain ul-Abedin til at sætte sig på det. Alle kvinderne fra Quraish og Hâshim kom i deres sørgetøj for at deltage i den første ’majlis’, hvori de forfærdelige og tragiske beretninger om den hellige imams martyrium blev fortalt af Zain ul-Abedin og Janab-i-Zainab. Dette fik tilhørerne til at bryde ud i gråd. De jamrede og begræd den hellige profets barnebarn og hans tilhængere. Efter dette gav kvinderne Janab-i-Zainab og imam Zain ul-Abedin deres kondolencer.
Da Janab-i-Zainab kom tilbage til Madina fra Syrien, tilbragte hun resten af sit liv i bøn og sorg over sin dræbte broder imam Husain. Hendes to sønner Aun og Muhammad blev også martyrer sammen med imam Husain i Kerbala’.
