De fire Eid
|
|
De fire Eid |
|
”Proklamer Guds budskab og bed til Ham om renselse og vejledning. Guds Åbenbaring bringer sine egne beviser og anerkendes af de kloge. Dem, der afviser det, mister deres egne muligheder for at få fordel af Sandheden og opnå de veje som fører til Guds nådige nærhed!”
Vejlederen (Den Hellige Profet) skal aflægge en rapport i det hinsides om hvordan sandheden, som han skulle proklamere til menneskene, blev modtaget.
Der er fire dage om året, som kaldes for Eid.
De er: Eid al-Fitr (Ramadan Eid)
Eid al-Idha (Bakri Eid)
Eid al Ghâdir
Eid al-Mubahala
Da den er forbundet med den hellige Ramadan måned, blev Eid al-Fitr introduceret i forbindelse med at Ramadanen blev introduceret i år 2 A.H. I betragtning af den store vigtighed der tillægges Eid, er der blevet citeret utallige traditioner angående bøn og tilbedelse på autoritet af den hellige profet og hans Ahl al-Bait.
At tage det grundige bad (Ghusl) natten før Eid dagen er et religiøst påbud (Sunna). Det er en nat med meget fromhed og dybtgående kraft og bør fortrinsvis bruges til tilbedelse og bøn til Gud.
Imam Zain-Ul-Ábedîn plejede at tilbringe hele denne nat i bøn og tilbedelse til Gud og han har sagt: ”Denne nat er ligeså vigtig, som laylat al-Qadr (det vil sige den specielle nat i slutningen af Ramadanen, hvor den hellige Koran første gang blev åbenbaret til vores hellige Profet).
Profeten har sagt: ”Den, som beder en seks-rakât bøn på denne nat og i hver rakât reciterer Sura al-Hamd og Sura Qul-huwallah fem gange, får tilgivet sine synder af Gud”:
Haris Aawar fortæller at Amîr al- Mu’minîn, Hazrat Ali, denne nat efter Maghrib bønnen, plejede at bede to rakât bønner. I den første plejede han at recitere Sura al-Hamd en gang og sura Qul huwallah 100 gange og i den anden begge sura en gang. Efter fuldendelse af bønnerne, bøjede han sit hoved i prostration og reciterede ”Atubu Ilallah” (Jeg angrer Oh Gud) 100 gange, hvorefter han kommenterede: "Jeg sværger ved Én (Gud)! Som har den fulde magt over mit liv.” Den, som vil bede to rakât på denne måde, vil få ethvert ønske han beder om opfyldt af Den Godgørende.
Begrebet Eid i Islam er ikke kun begrænset til en højtidelig ekstravagance, luksuriøse festmåltider og venskabelige sammenkomster. Muslimer bør afsætte denne dag til tilbedelse af Gud og bønfalde Ham om at modtage deres gode handlinger og tilgive deres synder. Dette er fordi dørene til Guds nåde holdes åbne denne dag og Hans velsignelser er rigelige.
Engang så Imam Hasan nogle folk i meget opstemt og lystigt humør i anledning af Eid. Han vendte sig mod sine tilhængere og sagde: ”Gud har gjort denne Ramadan måned til en tid, hvor Hans slaver skal give deres behørige hyldest til deres Herre og opnå Hans velbehag. Nogle af dem er succesrige og når målet, det vil sige at de faster, hvorimod andre bliver stående tilbage og ikke faster. Eftersom fasten helt sikkert belønnes, hvor mærkeligt er det så ikke at de der ikke faster, deltager i unyttig morskab”. ”Jeg sværger ved Gud, hvis Spådommens tæppe (Ghaib) blev løftet i dag, kunne både den dydige og synderen se belønningerne for henholdsvis deres gode og dårlige handlinger.
Bønnen anses af traditionen som obligatorisk (Wâjib), dog er den teknisk set frivillig med det påbud, at det er foretrukket at bede selvom det er frivillig (sunnat muwakkadah).
Ghusl (den omfattende badning af kroppen) på Eid dagen er sunnat, som foretrækkes udført i læ og ikke under åben himmel.
Før man beder Eid bønnen anbefales det at have indtaget morgenmad bestående af dadler. Eid bønnen foretrækkes udført under åben himmel. Men beboerne i Mekka skal udføre den indeni ka'baen. Kvinder er undtaget fra denne bøn. Den angivne tid for bønnen er mellem solopgang og solens begyndende aftagende (Zawal). Hvis denne bøn ikke nås, kan den ikke bedes sent som ’Qaza’.
Det er ’mustahab’ (anbefalet) at bede Eid bønnen med to kutba, hvori de religiøse regler angående Zakat al-Fitr, dets betingelser, dets størrelse, tiden for betalingen og personer, der er kvalificeret til at modtage det, uddybes.
Denne bøn består af to ’rakat’. Intentionen (Niyat) bør lyde således: ”Jeg har besluttet at udføre Eid bønnen, bestående af to rakat, sunnat, Qurbatan Ilallah”. Dette bør efterfølges af ’Takbîr’ (Allahu akbar). I den første ’Rakat’ reciteres efter Sura al-Hamd og Sura Sabbihisma og derefter fem gange Dua'-i-Qunût. I det andet rakat reciteres efter Sura al-Hamd og Sura Wash-Shams fire gange Dua'-i-Qunût. Efter ’Ruku’, ’Sajdah’ og ’Tashahhud’ udføres bønnen ligesom morgenbønnen.
Fitra er obligatorisk for dem, som har råd til det, og det er en synd ikke at betale det.
Hazrat Imam Jâfar as-Sâdiq har sagt, at fasten ikke er fuldendt uden Fitra, ligesom Namâz ikke bliver accepteret uden at man påkalder Allahs velsignelser over Muhammad og hans âl i Tashahhud. Hazrat Imam Jâfar as-Sâdiq plejede at bede sin bogholder om at tage Fitra for ethvert individ i hans husstand, inklusive hans slaver og tjenere, mænd som kvinder, uden undtagelse, da han frygtede at en, hvis Fitra ikke blev betalt, ville dø før årets udgang.
Fitra afhænger af de vigtige fødevarer, som en person indtager i løbet af året. Det kan være ris, hvede, byg, dadler osv. Vægtmæssigt svarer Fitra til 3 kilo pr person. Det er også tilladt at betale kontant, svarende til tre kilo kornprodukter.
Det er obligatorisk for familiens overhoved at give Fitra for alle personer (inklusivt tjenere af begge køn, af hvilken som helst sociale anseelse og religion), som indtager føde i hans hus. Fitra skal også gives for et spædbarn selvom det kun indtager mælk.
Hvis en muslimsk gæst eller en ikkemuslim ankommer til et hus før Eid al-Fitr natten og spiser sammen med sin vært, er den sidstnævnte forpligtet til at betale den førstnævntes Fitra. Hvis gæsten kommer efter solnedgang på Eid natten, er Fitra ikke obligatorisk, selvom han spiser hos værten. Selv når gæsten er kommet før solnedgang og ikke spiser, er Fitra obligatorisk for værten. I dette tilfælde er det dog bedst, hvis både vært og gæst betaler Fitra.
Hvis ens kone er hos hendes forældre på Eid al-Fitr natten, bør hendes forældre betale hendes Fitra.
Hvis en person arrangerer en sammenkomst, som slutter efter solnedgang (Magrib) på den sidste dag i Ramadan, og han tilbyder Niyaz eller mad til sine gæster, skal han ikke betale Fitra for dem.
Fitra skal gives til trængende muslimer, det vil sige en som ikke har en stor nok indkomst til at kunne forsørge sin familie hele året.
Fitra kan ikke gives til en man selv forsørger. Men det er bedre at give det til en trængende slægtning, som man ikke selv forsørger. Efter disse skal trængende naboer og derefter forældreløse, enker og andre fromme personer begunstiges. Fitra fra en Sayyid kan gives til en Sayyid eller en ikkeSayyid, men Fitra fra en ikke-Sayyid kan ikke gives til en Sayyid.
Hvis der ikke umiddelbart er nogle trængende personer i nærheden, skal Fitra sendes til de steder hvor der er nogen, eller beløbet kan sendes til en Mujtahîd, som derefter uddeler det tilsvarende beløb til de trængende.
Det er ikke afgørende at modtageren af Fitra er en Âdil (from muslim), men det er nødvendigt at sikre sig at Fitra ikke gives til nogen, som vil bruge det til syndige handlinger, f.eks. at drikke alkohol, spille osv.
Selvom det er tilladt at sende Fitra til et hvilket som helst sted, foretrækkes det hvis det bliver uddelt til en lokal person.
Tidspunktet for uddelingen af Fitra er fra natten til Eid al-Fitr (Ramadân Eid) til middag (Zohr) på Eid al-Fitr dagen. Hvis dette af en eller anden grund ikke kan lade sig gøre, skal Fitra beløbet lægges til side og udbetales når en trængende person er til stede eller man kan sende beløbet til en Mujtahid, som derefter uddeler dem.
Ordet ’Adha’ betyder helt bogstaveligt får, ged eller kvæg, der ofres i tilbedelse. Alle muslimer fejrer denne festdag ved at ofre kvæg i overensstemmelse med religionen og Gud har gjort denne dag til en glædens dag.
Eid al-Adha forbindes historisk med dengang Hazrat Ibrahîm ville ofre sin søn Hazrat Ismail og det er værdifuldt her at uddybe nogle kendsgerninger om disse ærede profeter.
Det var næsten 2793 år før Hazrat Muhammads (saws) udvandring, at Hazrat Ibrahîm, i overensstemmelse med Guds vilje, forlod Syrien sammen med sin kone Janab-i-Hâgar og sit spædbarn Hazrat Ismail og kom til Mekka, som på den tid var en øde og ubeboet ørken uden vand og planteliv i miles omkreds. Imens han kiggede på denne skrækkelige ødemark i den uendelige ørken, bad Hazrat Ibrahîm til Gud med de følgende ord: ”Oh Herre! Sandelig har jeg anbragt en del af mit afkom i en ufrugtbar dal nær Dit hellige hus. Oh Herre, lad dem opretholde bønnen; lad derfor nogle menneskers hjerter længes inderligt efter dem og forsyne dem med frugt, måske at de så er taknemmelige.” (Sura Ibrahîm vers 37)
Efter at have fuldendt sin bøn, forlod Hazrat Ibrahîm sin kone og sit barn og overlod dem til Guds varetægt og beskyttelse.
I overensstemmelse med Guds vilje boede Janab-i-Hâgar på denne jord, indtil hendes forråd af vand slap op. Da hun så sit spædbarn var ved at dø af tørst, gik hun op på de to bakker Safa og Marwa syv gange uden ophold i håb om at finde vand, men det var forgæves. Da hun skuffet vendte tilbage til sit barn, fandt hun til sin begejstring en vandkilde, som sprudlede frem under Hazrat Ismails fødder. Da hun så dette mirakel, brød hun ud i vild glæde og råbte: ”Dette er Zamzam”. Lige siden dengang har kilden været kendt som Zamzam. Hun takkede Gud og omgav stedet med sand.
I mellemtiden skete det at nogle medlemmer af Jurhum stammen kom forbi i nærheden mens de ledte efter vand. De blev opmærksomme på nogle fugle, som svævede henover et sted tæt ved. Da de fandt kilden, blev de overraskede over at se Janab-i-Hâgar og hendes søn Ismail være vogtere over den. Da de forstod sammenhængen, slog de sig ned ved stedet ’Arafat’ med Janab-i-Hâgars tilladelse.
Da Hazrat Ibrahhim besøgte sin hustru og søn blev han meget glad for at få at vide om Jurhumstammens ankomst og gav dem sin tilladelse til at bosætte sig der. ’Bani Jurhum’ slog sig derved ned tæt ved Janab-e-Hagars telt og levede der.
Folkene fra stammen kom til at kende Hazrat Ismail meget godt. De plejede i ny og næ at give et eller to af deres får til ham som en gave. Dette førte til at Hazrat Ismail, da han blev voksen, ejede mange får. Han levede et behageligt og tilfreds liv sammen med sin mor og de plejede ind imellem at blive besøgt af Hazrat Ibrahîm.
Det fortælles på autoritet af Imam Jâfar as-Sâdiq at en dag, mens Hazrat Ibrahîm var i Mashâr al-Harâm sammen med sin kone og søn, drømte at han slagtede sin søn Ismail. Eftersom drømme plejede at virke som et medium til åndelig forbindelse mellem Gud og Hans profeter, tog Hazrat Ibrahîm drømmen som en ordre fra hans Herre og forberedte sig på at fuldføre den og besluttede at slagte sin søn. Derpå sagde han til sin søn: ”Oh min søn! Oh min søn! Sandelig har jeg set i en drøm, at jeg ofrer dig. Overvej derfor hvad du ser (hvad er din mening).” Han sagde: ”Oh fader, gør det du er blevet befalet. Hvis Allah ønsker det, vil du finde mig blandt de udholdende.” (Sura Saffat: vers 102).
Da Hazrat Ibrahîm hørte dette, tog han en kniv og bar Ismail til et sted kaldet ’Mîna’.
”Så da de begge underkastede sig (forberedte sig på ofringen) kastede han (faderen) ham (sønnen) ned på panden.” (Sura Saffat: vers 103).
Hazrat Ibrahîm satte så kniven over Ismails nakke. På dette tidspunkt erstattede englen Gabriel Ismail med et får, hvorefter Gud sagde:
”Oh Ibrahîm! Du har holdt drømmesynet for sandt. Se således gengælder Vi dem, der handler godt. Dette er visselig en tydelig prøvelse. Og Vi udløste ham med et slagtoffer. Og Vi bevarede ham blandt de senere (slægter).”
(Sura Saffat: vers 104 – 108).
Da Hazrat Ibrahîm løsnede båndet over sine øjne så han Ismail stående uskadt og et slagtet får lå på jorden. Han knælede taknemmeligt ned for Gud og tog sin søn med til Ka’baen. Hazrat Ibrahîms hengivelse og tilbedelse opnåede så stor velbehag hos Gud, at alle muslimer blev befalet at fejre begivenheden indtil Dommedag.
De fleste kommentatorer (Mufassirîn) mener, at den rigtige forståelse af begrebet ’Zibh-l’azîm’ drejer sig om Imam Husains person. Forfatteren af bogen ’Rauzat as-Safa’ skriver: ”Hazrat Ismails mægtige ofring, fandt sin fysiske konklusion i Imam Husains martyrium. Den samme forståelse bekræftes af vores ’imamers’ udsagn hvad angår Zibh-l-Azîm. Netop denne kendsgerning udgør temaet i den følgende kuplet af Allama Iqbal:
”Er det ikke underligt at imens muslimer anser overværelsen af slagtningen af et får (snarere et sekundært offer) som en af de årlige religiøse pligter, kalder nogle ekstremister det for blasfemi (bidat) at mindes Imam Husains martyrium, som er det virkelige billede på ’Zibh-l-Azîm.”
De fleste af ceremonierne på Eid al-Adha er ligesom dem på Eid al-Fitr.
Detaljerne angående Eid al-Adha bønnen, dens tidspunkt, dens vigtighed osv. er præcis ligesom Eid al-Fitr.
Intentionen (Niyat) skal lyde som følgende: ”Jeg udfører en bøn med to Rakat i anledning af Eid al-Adha, SUNNAT QURBATAN ILLALLAH”. Det første måltid efter bønnen anbefales at være af 'Qurbani' kød. (Mustahab)
Det fortælles på autoritet af Imam Jâfar as-Sâdiq at Qurbani er obligatorisk (Wajib) for enhver muslim, der har råd til det. Da han blev spurgt om hans afgørelse angående dem der bliver forsørget af en, svarede han: ”I kan gøre det på dem I forsørgers vegne og I kan undlade det, men undlad det i det mindste ikke på jeres egne vegne.” Hazrat Umm Salma spurgte profeten:
”Oh Guds profet! Da jeg ikke ejer penge til at købe Qurbani kvæg (offer), kan jeg låne til dette?”
Profeten svarede:” ja, gør det. Gud vil lette tilbagebetalingen af lånet.” Hvis man ikke har råd til at gøre det selv, tillades man fra syv til 70 partnere til at udføre Qurbani på kollektiv vis.
Det foretrækkes at udføre det på Eid al-Adha dagen, men det er også tilladt den 11. Og den 12 i Dhi-l-hajj.
Men dem som er i Mina, kan også gøre det den 13. I Dhi-l-hajj. Hvis man har været ude at rejse og kommer hjem indtil d. 12. I Dhi-lhajj, skal man gøre det samme dag.
Kameler, hunfår, får, geder, køer er de kreaturer der religiøst er tilladt at slagte i Qurbani. Den mindst krævede alder tilladt for de forskellige dyr på Qurbani tidspunktet angives som følgende:
Kamel 5 år.
Ko eller han-ged 1 år
Hunfår, får og hun-geder 6 måneder.
Kvæg der er tæmmet, blindt, et-øjet, har beskadigede horn, mangler et øre, er syge eller gamle er ikke tilladte til Qurbani.
Kamelen skal slagtes på Nahr-måden og de øvrige kvæg på Zibh-måden.
Det anbefales (mustahab) at udføre Qurbani personligt. Hvis dette ikke kan gennemføres, så skal hånden være placeret ovenpå slagterens hånd og den angivne du’a skal reciteres før slagtningen foregår.
Huderne fra Qurbani dyrene eller deres værdier i kontanter, skal gives som almisser til fattige eller anvendes til et menneskekærligt formål. Kødet skal uddeles i tre dele: en del skal beholdes til familien, en anden skal uddeles mellem naboer og den tredje del skal gives til tiggere og fattige.
For muslimerne er Ghadir Khum det berømte sted, hvor den hellige profet Muhammad fuldendte sit sidste budskab vedrørende sin efterfølger.
Det arabiske ’Ghadir’ betyder en sø, og Khum er navnet på en speciel sø, som ligger omkring 90 kilometer nordvest for Mekka, midt i ørkenen som kaldes ’Sahra Hujfah’. Den lå et stykke fra den slagne vej. Engang for lang tid siden forsynede den, den tørstige rejsende med vand, men så tørrede den ud og det var usandsynligt at nogen karavane ville gøre holdt her. Dens eneste fordel var dens position som midtpunkt for udspredningen efter hajj, hvorfra ørkenens nomader, som vendte tilbage fra Mekka, ville dele sig og gå i forskellige retninger mod de steder de havde deres telte og græsgange. Hvis småstenene, der ligger strøet rundt omkring på den sandede slette, kunne tale, ville de fortælle os at indtil dagen før den 18. Dhi l-Hajj i det tiende år efter udvandringen, var dette et frastødende og ubetydeligt sted. Men skæbnen havde en enestående anseelse i vente til dette sted, så i dag, efter at næsten 14. århundreder er gået, gør Ghâdir Khums ensomhed mange folkerige byer misundelige og dens øde sletter er mange grønne og luksuriøse dales stolthed.
Det har været en generel tradition hos alle profeterne, at de plejede at udnævne deres efterfølgere i overensstemmelse med Guds vilje og befaling, uden at skulle have nogen accept fra deres umma (tilhængere) eller underlægge sagen demokratiske indfald. Da det blev Hazrat Muhammads tur, Guds sidste profet, blev udpegelsen af hans efterfølger årsag til en strid i hans umma, på trods af at han erklærede Hazrat 'Ali som sin efterfølger. Mange islamiske og ikkeislamiske historiebøger bærer vidnesbyrd om at den hellige profet, lige fra begyndelsen af sit virke som profet til sin død, ved mange anledninger havde udtalt sit synspunkt til sine fæller og tilhængere om, at han skulle efterfølges af Hazrat 'Ali og at det kun var Hazrat 'Ali Gud havde tiltænkt at skulle føre missionen videre efter sin død. Af disse lejligheder, hvor den hellige profet åbent havde nomineret Hazrat 'Ali som sin stedfortræder, var den første Dawat Ashîra mødet (udbredelsen af Islam iblandt slægtninge), da den hellige profet blev befalet åbenlyst at invitere slægtninge og nærmeste pårørende til at antage Islam. Gibbon fremstiller scenen for denne forsamling med disse ord:
”Venner og slægtninge”, sagde Muhammad til forsamlingen, ”jeg tilbyder jer, og det er jeg alene, der kan tilbyde de mest værdifulde gaver, denne verdens og den næstes værdier. Gud har befalet mig at kalde jer til Hans tjeneste. Hvem iblandt jer vil støtte min byrde? Hvem iblandt jer vil være min partner og min vesir?”
Ingen svarede. Til sidst blev forbavselsen og tvivlen brudt af 'Alis ivrige mod:
”Oh Profet, jeg er manden. Jeg vil slå tænderne ud, rykke øjnene ud, brække benene og flænse maven på den, som gør oprør mod dig. Oh profet, jeg vil være din vesir over dem.”
Profet Muhammad accepterede hans tilbud med glæde. Således blev Hazrat 'Ali erklæret den hellige profets efterfølger ved denne introduktion til Islam. Det var i måneden Dhi-l-Qad i år 10 A.H. (efter Hidjra) da profeten kunne fornemme sit livs afslutning var nær, at han besluttede at udføre sin afskeds-pilgrimsrejse til Mekka. Den 25. i Dhi-l-Qad forlod han Medina sammen med en enorm forsamling muslimer, hvis antal anslåes til at have varieret fra 90,000 til en lakh (100.000) og 24,000. Antallet af pilgrimme blev dog ved med at stige efterhånden som turen skred frem. Ved sin ankomst til Mekka d. 8. i Dhi-l-Hajj men før han fuldendte alle pilgrimsrejsens ritualer, henvendte profeten sig til masserne fra toppen af Jabal al-Arafat, med ord som stadig lever i muslimernes hjerter. Da han havde udført valfarten, fortsatte Guds sendebud, ledsaget af den samme forsamling af muslimer til Medina. Nu mens hans hurtige dromedar (kamel) gik afsted med sine lange gyngende skridt, var et liv med utrætteligt slid på vej mod sin afslutning. En nådig og hengiven mission nærmede sig sin kulmination og frøene fra det guddommelige religiøse system skulle til at bære frugt. Hans væsen og optræden viste tegnene på den ophøjede fred, forbundet med en overvældende taknemmelighed og en umættelig længsel efter sin Skaber.
Efter nøje undersøgelse kunne hans fredfyldte ansigtstræk ikke undgå at afsløre tegn på en massiv eftertænksomhed – som om han vejede grundene for og imod i nogle vigtige beslutninger. Hvad var årsagen til denne uro? Havde han ikke opnået alt han havde sat sig op efter? Guds enhed og retfærdighed var blevet overbevisende indgydet i mændenes hjerter og troen på englene, skrifterne, profeterne, opstandelsen af de døde og Dommedag var alle forklaret autoritativt. Med sin omhyggelige eftertænksomhed, opdagede profeten at den vigtigste del af hans opgave stadig ikke var udført og det var denne tanke, der gjorde ham urolig midt i sin største triumf. Han så at timeglasset var ved at løbe ud og at livsbægeret næsten var fyldt til randen. Under disse omstændigheder var den vigtigste opgave at sikre den forsatte eksistens for sit livsværk efter sig, via en person som var i besiddelse af alle de moralske værdier, han selv havde opretholdt. Ellers ville alle hans mirakuløse opnåelser gennem sine 23 år som Guds Sendebud være i fare for at blive uigenkaldeligt ødelagte. Det var et yderst vigtigt anliggende at den guddommelige vejledning skulle fortsætte efter ham og at det guddommelige herredømme skulle udøves af de, der var udvalgte af Gud, som profeten pegede ud.
Ved flere lejligheder havde han allerede udpeget sin Ahl ul-Bait, ligesom Noahs ark, Guds stærke reb, vejen til tilgivelse, de rensede og pålagde alle sine tilhængere at elske dem. Ved mange anledninger havde han også udpeget 'Ali som ”min bror og efterfølger”, ”porten til byen med viden”, ”den mest retfærdige dommer”, ”troens legemliggørelse” og som havende i den samme position i forhold til ham som ”Aron til Moses”.
Ville disse udtalelser blive glemte, fortolket forkert eller ignoreret af sine tilhængere efter hans død? Kunne profeten tillade at de blev tilsidesatte af folk der var interesserede i magt? Han vidste han var nødt til at give en afgørende og uforanderlig deklaration vedrørende sin efterfølger. Valget af det passende tidspunkt var ikke op til ham, men til den guddommelige inspiration. Så han gik tankefuldt til Madina. Da han kom til Ghadir Khum, kom åbenbaringstegnene. Ærkeenglen Gabriels stemme sagde:
”Oh du ophøjede sendebud, videregiv den vejledning der er blevet åbenbaret for dig”, og for at lægge pres på nødvendigheden af befalingen, fortsatte han med at sige: ”..for hvis du ikke gør det, har du overhovedet ikke videregivet Hans Budskab”, (Sura 5 vers 67)
og igen i samme åndedræt for at dulme hans frygt og bekymring tilføjede englen:
”Gud vil beskytte dig fra menneskenes onde hensigter.”
Da profeten hørte denne presserende befaling, besluttede han sig her og nu. Han gav muezzinen Bilal tegn til at stoppe og recitere Azan med ordene ”hayya ’ala khair al-’amal (”kom til den bedste handling”), for dens accept blev et afgørende punkt, som profetens værks bestandighed afhang af. Da profeten trak i sine tøjler, stoppede hele hans følge. Dem, der var gået forud blev kaldt tilbage og dem, som var fulgt med samlede sig og kiggede nysgerrige på hinanden. Snart steg profeten ned fra sit ridedyr og han bad sine tilhængere rydde pladsen. Småstene og torne som lå spredt omkring, blev fejet til side. Efter at have modtaget disse udtrykkelige ordrer, var andre i gang med at løsne sadlerne fra deres kamelers rygge, for at stable dem ovenpå hinanden, så de kunne bruges til en talerstol. Da forberedelserne var ovre, spredte skaren sig på den bare jord, nogle udbredte deres kåber under sig for at formindske ubehaget ved at sidde på det brændende sand, mens andre holdt deres tørklæder op for at beskytte deres øjne mod solens stråler, for det var næsten middag.
Derefter, for at adlyde det guddommelige påbud til det mindste bogstav, steg profeten op på talerstolen af kamelsadler for at adlyde den guddommelige formaning og han henvendte sig til forsamlingen med de følgende historiske ord:
”Al lovpris tilkommer Gud. Ham stoler jeg på og Ham beder jeg om hjælp. Ham tror jeg på og Hans beskyttelse søger imod vore sjæles ondsindethed og vore handlingers ondskab. Den vildledte har ingen vejleder undtaget Ham, og dem, som vejledes af Ham, kan aldrig fare vild. Jeg bærer vidnesbyrd om at der ikke er nogen egnet til tilbedelse udover Ham, og at jeg, Muhammad, er Hans slave og budbringer.”
”Oh I Folk, se, den Alvidende Gud har informeret mig om at mit liv er ved at komme til sin afslutning, og jeg skal snart blive kaldet væk fra jer til mit evige opholdssted. Men vi må alle hver især stå til regnskab overfor Gud for de ting vi er skyldige i. Hvad siger I så?
Lytterne svarede: ”Vi bærer vidnesbyrd om at du har gjort din pligt og aldrig afvist at vejlede og råde os i henhold til den guddommelige vilje”.
Profeten spurgte:” Bærer I så vidnesbyrd om Guds enhed og denne Guds tjeners profetskab, som taler til jer nu, på Hans befaling, og bærer i ikke vidnesbyrd om at genopstandelsen og domsafsigelse, himmel og helvede og livet i det hinsides er helt sikkert?”
Og de svarede alle: ”Jo, sandelig.”
Profeten fortsatte: ”Så lyt meget opmærksomt til det jeg siger, for jeg er blevet befalet at fortælle jer, at jeg snart vil blive taget fra jer, men jeg efterlader som min arv de to vigtigste ting, nemlig Guds Bog og mine børn, Husets Folk. Disse to skal aldrig skilles fra hinanden, og så længe I holder jer til dem begge, farer I aldrig vild efter min død. Oh Forsamling, det er min sidste vilje og mit testamente til jer at I altid skal forblive trofaste overfor Koranen og mit Ahl ul-Bait som sande muslimer indtil I dør.”
Ved disse imponerende ord blev alle dem, der elskede deres lærer og velgører, bevæget til tårer.
Og han fortsatte: ”Kom ikke for langt bagefter dem og gå ikke foran dem, for i begge tilfælde vil I fare vild. Men følg dem og gå i deres fodspor, så vil de vise jer den rigtige vej.”
Derefter spurgte han: ”Hvem tror I er mere værdig til lydighed end jeres egne sjæle?”
De svarede: ”Gud og Hans sendebud ved bedst!”
Han fortsatte: ”Visselig! Gud er min Herre og jeg er ikke værdig til jeres til jeres tilbedelse.”
De sagde alle: ”Ja, sandelig.”
Så bukkede profeten sig ned og løftede 'Ali op i sine hænder, idet han viste ham til skarerne på alle sider af talerstolen, og han proklamerede: ”Ligesom jeg er værdig til at I adlyder mig, er 'Ali værdig til det.” Idet profeten sagde dette, løftede han 'Alis hænder op imod himlen og bad: ”Oh vores Gud, elsk dem, som elsker 'Ali og had dem, som hader ham. Støt dem, som vil støtte ham og fornægt dem, der fornægter ham.”
Ved afslutningen af denne bøn, spurgte han forsamlingen: ”Har jeg ikke oprigtigt og trofast givet jer budskabet?” De svarede: ”Jo, sandelig”. Så sagde profeten: ”gå nu, og lad dem, som har været tilstede i dag gentage og videregive alt hvad I har set og hørt til dem, som var fraværende.”
På dette tidspunkt kom igen en åbenbaring til vores herre Muhammad med de mindeværdige ord, som sagde:
”Denne dag har Jeg fuldkommengjort jeres religion og Jeg har fuldendt overfor jer min velgerning, og Jeg har behag i, at I har Islam som religion”. (Sura 5 vers 3)
Tonen og formålet med disse to åbenbaringer – for det første den som befalede profeten at videregive budskabet og en advarsel om, at hans mission ville blive en fiasko, hvis han undlod noget, og for det andet den sidstnævnte sura, som erklærer Herrens tilfredshed med opgaven – indikerer tydeligt at det drejer sig om et yderst vigtig anliggende (ikke kun om en uforståelig rituel detalje, som for eksempel forbudet mod svinekød, eller reglerne om at dræbe dyr for at få kød). Det er kun i lyset af hadithen om Ghadîr at disse to passager i den hellige Koran kan forstås med deres sande vigtighed og fulde betydning. Ifølge konsensus om fortolkningen, blev disse to vers åbenbaret efter profetens sidste valfart.
Den store lærd, Allama sayyid Hamid Hussain Kintûri, har skrevet to bind om Aqabat ul-Anwar om undersøgelserne af de utallige kilder gennem hvilke Ghadîr-hadithen er kommet til os. I de senere år har den fremragende Alim Ayatollah sheik Abdul Husain al-Ameni fra Najaf lavet en liste med 110 navne på profetens ledsagere, som har overleveret denne tradition som øjenvidner og 83 Tabe’in, som hørte det fra deres ældre personer og 359 ulama´ fra alle sekter, indsat i kronologisk rækkefølge i hvert århundrede fra profetens tid til i dag, som har nedskrevet talen fra Ghadir Khum i deres bøger og anerkender dens pålidelighed. Ayatollah Al-Aminis større værk ”Al-Ghadir” er en klassiker i lærdom og samvittighedsfuld forskning. Bogen slår fast uden tvivl at uanset hvilket kriterium, der stilles til verifikationen, er hændelsen ved Ghadir, som er Profet Muhammads udnævnelse af 'Ali som sin efterfølger, støttes det af overvældene og ubestridelige beviser og hvis der er nogle hadith man skal tro på, så har hadith al-Ghadir første prioritet.
Filosoffer, korankommentatorer, digtere, historikere og folk, der søger sandheden anerkender alle samstemmende denne afgørende hadith som en almindelig anerkendt kendsgerning. Ghadir al-Khum dalen har sin berømmelse fra denne ene, unikke og uforglemmelige begivenhed, som Islams vejlednings overlevelse afhænger af, og så længe der er et eneste sandkorn tilbage fra denne afsvedne og udtørrede ødemark, vil den rejse sig og stolt beskrive hvordan nådens profet engang betrådte denne jord, hvordan han opløftede den mest værdige af sine elever og erklærede ham for Amîr al-Mu’minîn, for der var ingen mere værdig til dette end ham og hans efterkommere, de tolv imamer, til at forsvare, forklare og udbrede Islams udødelige læresætninger til verden.
Den 18. i Dhi-l-hajj markeres således som en af de mest hyldede og glade dage for muslimer, fordi det minder dem om den historiske dag, hvor den hellige profet, i overensstemmelse med Guds befaling, erklærede Hazrat 'Ali som sin efterfølger og fordi at denne meget gunstige dag fik Guds bekræftelse af den islamiske religion. Entusiaster og dem, der elsker den hellige profet og hans Ahl al-Bait fejrer derfor denne dag som en eid og kalder den Eid al-Ghadîr.
Imam 'Ali Reza den 8. Hellige Imam citeres for at have sagt at Eid al-Ghadir er en velsignet dag. Den skal fejres ved at faste og tilbede Gud. Efter ghusul (bad), skal en bøn med to rakat bedes ligesom morgenbønnen. Tiden for bønnen er en halv time før solnedgang. Efter bønnen skal ’shukran lillah’ og ’alhamdu-lillah’ siges hver især 100 gange mens man er i sajda (panden mod jorden). Ziarat Imam 'Ali skal reciteres på denne dag efterfulgt af 2 rakat namaz-i-ziarat.
I det 9. år A.H. sendte profeten et brev til de kristne i Najran, for at invitere dem til at antage Islam som deres religion. Som svar på brevet rådførte de kristne sig med hinanden om hvad de skulle gøre og til sidst sendte de en repræsentativ delegation bestående af 14 medlemmer til Medina for at undersøge de kendsgerninger, der angik Hazrat Muhammad og hans mission. Delegationen var ledet af tre kristne lærde; Abdul Masîh Âquib, Saiyed og Abdul Haris. Da de ankom til Medina, blev delegationen modtaget hjerteligt af den hellige profet, som forklarede islams retfærdighed for dem med overbevisende argumenter. Dog blev de kristne ved med at diskutere og de spurgte profeten, hvad hans syn på Jesus Kristus var. På dette tidspunkt blev diskussionen udsat til næste dag. Så blev den sande position åbenbaret for den hellige profet med de følgende ayat:
”Se, Ìsâ’s lighed er for Allah som Adams, hvem Han skabte af støv, hvorpå Han sagde til ham: Bliv til – og han var der! Dette er sandheden fra din Herre, og vær du ikke blandt tvivlerne!” (al-Imrân vers 58-59)
Den hellige profet reciterede det førnævnte vers for de kristne gæster, som forklarede dem at Kristus var en profet ligesom Adam og skabt af jord ligesom Adam og derfor ikke kunne være Guds søn. Derefter inviterede profeten dem til at antage islam. De kristne var stædige og nægtede at lade sig overbevise af noget. Derefter blev det følgende vers åbenbaret til den hellige profet:
”Og om nogen vil strides med dig herom efter det, jeg er kommet til dig med af kundskab, da sig: ”Kom, lad os hidkalde vore sønner og jeres sønner og vore kvinder og jeres kvinder og os selv og jer selv, derpå vil vi anråbe (Allah) og nedkalde Allahs forbandelse over løgnerne”. (3:60)
Profeten genfortalte nu koranverset for den kristne delegation og erklærede udfordringen "mubâhala". Betegnelsen "mubâhala" er afledt af det arabiske ord ’bahla’, som betyder at forbande. Således betyder ordet ’mubâhala’ bogstaveligt talt at forbande hinanden. De kristne rådførte sig med hinanden og til sidst accepterede de udfordringen.
Imam Fakhruddin Razi skriver i andet bind af sin ”Tafsîr-i-Kabîr”: ”Da dette vers blev åbenbaret til den hellige profet, accepterede de kristne fra Najran udfordringen ’mubâhala’ og den hellige profet tog imam Husain, imam Hasan, Janab-i-Fâtima og Hazrat 'Ali med sig til ’mubâhala’pladsen.”
Allama Zamakhshari siger i sin ”Tafsîr-i-Kashshaf: ”Der er ingen vers fra Koranen, der giver et mere pålideligt og stærkt bevis på Ashah-i-Kisa’s integritet, altså Hazrat 'Ali, Janab Fâtima, Imam Husain og imam Hasan, end dette ayat. I overensstemmelse med Guds vilje samlede profeten sit Ahl al-Bait, tog Husain i armene, Hasan i hånden, bad Janab Fâtima følge efter ham og Hazrat 'Ali følge efter hende. Dette beviste at det hellige Ahl al-Bait var dem, koranverset var henvendt til”.
Sa’ad ibn Waqâs citeres for at have sagt:
”Da dette vers blev åbenbaret, sendte profeten bud efter Hazrat 'Ali, Janab-i-Fâtima, Imam Hasan, Imam Husain og bad til Gud: ”Oh Gud! Disse er mit Ahl-al-Bait”. (Sahih Muslim, vol. 1., Sahih Tirmizy)
Abdullah ibn `Umar citerede profeten for at have sagt:
”Havde der været en eneste på jorden som var bedre end 'Ali, Fâtima, Husain og Hasan, ville Gud have befalet mig at tage dem med mig til ’mubâhala’. Men da der ikke var nogen, der var dem overlegne i værdighed og respekt overfor alle mennesker, begrænsede Gud sit valg til kun dem, at de skulle deltage i ’mubâhala’.” (Tafsîr-i-Baizavi)
Det var om morgenen d. 24. Dhi-l-hajj at den hellige profet dukkede op fra sin indviede bopæl, med Imam Husain i sine arme, mens han holdt Imam Hasan i hånden og bagved ham gik Janab-i-Fâtima, efterfulgt af Hazrat 'Ali. Profeten bad dem da om at sige ’amen’, når han bad til Gud.
Så snart profetens hellige optog dukkede op foran den kristne gruppe af modstandere fra Najran, blev de fyldte af ærefrygt og fortryllede. Den største lærde iblandt dem var Abdul Haris ibn Alqama og han sagde til sine folk:
”Jeg ser sådanne ansigter iblandt dem, som kan få bjerge til at flytte sig fra deres steder, hvis de beder til Gud. Pas på! Prøv aldrig at bestride dem, ellers vil I gå til grunde og hele den kristne nation vil bukke under og uddø.”
Derpå gentog profeten ”Oh Gud! Hvis de kristne fra Najran havde bestredet os, ville de være blevet omdannede til svin og aber. Ild ville have regnet ned over dem fra himlen og de ville have været fordømte.”
Da de kristne afstod fra ’mubâhala’, gav profeten dem to alternativer: enten at antage islam eller at være klar til at indgå aftaler. Men de kristne var ikke enige, før end sagen til sidst blev afgjort ved et tilbud om en pagt foreslået af dem selv. Således blev en fredsaftale indgået på betingelser af at de kristne fra Najran var forpligtede overfor profeten til at betale en årlig skat, som bestod af 2000 dragters værdi: 40,000 dinarer, 30 heste, 30 kameler, 30 rustninger og 30 spyd.
(Miraj-un-Nabuwat)
Ifølge nogle versioner fastslås det at om morgenen den 24. Dhi-l-hajj stimlede en stor flok mennesker sammen ved profetens dør, for at foregribe deres chancer for at være blandt dem, der skulle deltage i ’mubâhala’. Men da profeten kom ud af sit hus sammen med sit Ahl al-Bait, blev de alle overraskede.
’Mubâhala’ hændelsen er vigtig fordi:
1. Det bragte alle Arabiens kristne til tavshed, da de ikke længere turde bestride den hellige profet.
2. Invitationen til ’mubâhala’ var forordnet af Gud, og det var i overensstemmelse med Hans vilje at den hellige profet medbragte sit Ahl al-Bait til ’mubâhala’pladsen. Dette viser, hvordan sager angående profetskab og Guds religion afgøres af Guds vilje, uden indblanding fra almindelige mennesker (ummat). Hazrat 'Alis overtagelse af det religiøse lederskab, efterfulgt af de 11 imamer, skal ses i dette perspektiv.
3. Hazrat 'Ali, Janab-i-Fâtima, Imam Hasan og Imam Husains uundværlighed i at følge profetens forskrifter, kunne nu ikke længere bestrides.
4. Trods Imam Hasan og Imam Husains alder, var de ikke desto mindre profetens aktive partnere i forbindelse med ’mubâhala’. Konklusionen er, at alder ikke er et kriterium for de ufejlbarliges (masûm) betydning. De bliver født med dyder og kundskab.
5. At profeten foretrak at medbringe nogle få personer, hæver disses status over alle andre.
Eftersom islam viste sig at være kristendommen overlegen i anledning af ’Mubâhala’, fik denne dag betydning som en Eid dag i den islamiske historie.
